FORFATTER Karl Ove Knausgård beskriver et sted, hvordan han i et selskab engang konstaterede, at der var noget lidt luftigt over det, de forskellige gæster beskæftigede sig med. De var alle enten konsulenter, kommunikationsfolk eller kunstnere af en art, og han spurgte sig selv, om der da ikke længere findes nogen, der har et ordentligt arbejde.
En lignende tanke er faldet mig ind, mens jeg i disse dage har lyttet til P1’s sommerserie ”Enetime”, hvor et menneske fem dage i træk i korte kapitler fortæller om sin metier.
Som udgangspunkt er det en god idé, og der har været indlæg fra forfatter Josefine Ottesen, filminstruktør Bille August og i denne uge biolog og sanger Johan Olsen. Det er interessante mennesker, Bille August laver for eksempel vidunderlige film, og Johan Olsen har en ur-røst af en stemme, men man savner også at blive præsenteret for en tømrer eller en bager eller i det mindste en sygeplejerske.
DER MANGLER NYSGERRIGHED i forhold til det mere konkrete arbejde og det håndværk, der ikke blot kendetegner menneskets evne til at skabe civiliserede rammer, men som også udgør en central kilde til individets værdighed.
Det er stort at kunne frembringe noget smukt og anvendeligt, og DR burde også give mikrofonen til den, der lever af at udføre et klassisk håndværk. Man vil gerne på kanalen med ”Den store bagedyst” lade amatører optræde som marcipanfarvet underholdning, men det kniber med at ære den, der seriøst lever af at bage det daglige brød.
Imidlertid er der grund til at håbe på forandring, for der er faktisk en vis besindelse i luften. Så sent som i torsdags sad en tømrer i et DR-talkshow og talte om netop vor tids ulyksalige idé om, at alle håndværkere er ubegavede og lever uinteressante liv. Andre ved bordet gik til bekendelse og fortalte, at også de nærmest instinktivt altid har opfattet håndværkerfaget som egnet til de mindre kloge, og denne automattænkning grunder blandt andet i ideologien om, at lighed mellem alle i høj grad skal skabes gennem akademisk skoling.
Der findes et klart element af ensretning i denne tilbedelse af menneskets intellekt på bekostning af andre færdigheder, og derfor erfarer vi jo i dag, hvordan en del unge en smule bevidstløst vælger gymnasiet og det boglige til, fordi det tages for givet, at man ad den vej bliver en vinder i livet.
Det er en kerneopgave for DR at være med til at nedbryde denne kolos af en ensporet tankegang, og når man til ”Enetime” vælger en forfatter og en filminstruktør og en nørdet videnskabsmand til at udfolde deres fag, sidder man tilbage med en lidt klaustrofobisk følelse af evig analyse uden et håndgribeligt produkt.
Karl Ove Knausgårds fornemmelse af, at for få i dag har et ordentligt arbejde, kan genkendes på P1, og det skyldes ikke, at de udvalgte gæster i ”Enetime” ikke udfylder en væsentlig plads. Det skyldes bare, at der findes mennesker, der udfylder en plads på en helt anden måde, og at vi for sjældent hører om dem.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.