Sørine Gotfredsen: Drenge bag computerskærmen mister bevidstheden

Det er en kendt disciplin at skændes om, hvad der har fortjent betegnelsen ”sport”, og tidligere diskuterede man, om skak og billard og også golf kunne godtages. Nu er vi nået et skridt videre, og aldrig før har der været et så kraftigt element af menneskelig skæbne involveret, skriver Sørine Gotfredsen

Timerne bag skærmen skaber ikke blot afstand til det andet køn, men også til verden som helhed, skriver Sørine Gotfredsen. –
Timerne bag skærmen skaber ikke blot afstand til det andet køn, men også til verden som helhed, skriver Sørine Gotfredsen. – . Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

PÅ TOPTRELISTEN over deprimerende moderne fænomener findes synet af en computercafé, hvor en række drenge sidder og glor ind i hver sin skærm med en cola ved siden af. Det har over sig et skær af det mørke og afsondrede, og man må bifalde den voksende diskussion om, hvad det gør ved et menneske hver dag at sidde sådan.

Mandag eftermiddag blev emnet taget op i ”Kejser” på P1, og anledningen var, at der i Royal Arena i København har været afholdt en såkaldt E-sportsturnering, hvor 12.000 tilskuere fulgte kampen i computerspil, og hvor spillerne på det danske hold Astralis blev hyldet som superstjerner.

Med denne voksende bevægelse er der behov for at overveje menneskets forhold til visuel kraft, hvilket forfatteren Franz Kafka tog forskud på i begyndelsen af 1900-tallet, da biograferne bredte sig. Hør, hvad han dengang sagde: ”Blikket tilegner sig ikke billederne, men disse bemægtiger sig blikket. De oversvømmer bevidstheden”. Kafka har fat i noget.

IKKE ALENE KAN MAN selv mærke, hvad en skærm gør ved én, man kunne også lytte til den psykolog, der på P1 fortalte, at symptomerne hos en ung mand med skærmlidelser typisk er tristhed, angst og en følelse af apati. Psykologen opsøges af forældre, der frygter, at deres børn gradvist vil miste evnen til at befinde sig i den virkelige verden, og der er grund til at lytte til den slags vidnesbyrd, alt imens andre drenge og unge mænd stædigt hævder, at de kun føler sig mentalt skærpede af at spille så meget. Man tvivler lidt.

Jeg er ikke helt objektiv, det erkender jeg, for dertil er min antipati over for skærmens magt for dybtfølt, men visse andres bekymring er til gengæld for lille. E-sporten er i færd med at blive en så stor forretning og et så magtfuldt kulturfænomen, at det kan være taktisk klogt at klappe i flok, og således har forskellige personer på det seneste hyldet den nye disciplin.

STATSMINISTER Lars Løkke Rasmussen (V) er fornøjet, og formanden for Divisionsforeningen, Claus Thomsen, der repræsenterer den levende fodboldsport og sikkert ser visse samarbejdsmuligheder i kampen om de unge, udtalte forleden, at computerspil må betegnes som en sport, fordi det handler om at være ”skarp” i en konkurrence. Det samme kan man jo sige om ”Den store bagedyst”. Er det så også en sport at bage kager?

Det er en kendt disciplin at skændes om, hvad der har fortjent betegnelsen ”sport”, og tidligere diskuterede man, om skak og billard og også golf kunne godtages. Nu er vi nået et skridt videre, og aldrig før har der været et så kraftigt element af menneskelig skæbne involveret.

For skærmen er noget særligt, og i denne avis kunne man forleden læse, at når så mange drenge tilbringer en stor del af deres liv bag den, skabes der ikke blot afstand til det andet køn. Men også til verden som helhed.

Vi er stadig nybegyndere i forståelsen af, hvad skærmen gør ved os, og foreløbigt holder jeg mig til Kafka. Skærmen oversvømmer bevidstheden. Indtil videre ser jeg ingen grund til at tro, at han tog fejl.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.