”DET LYDER SOM ET eventyr/ et sagn fra gamle dage/ en røvet datter, dybt begrædt/ er kommet frelst tilbage”. Sådan skriver Henrik Pontoppidan i et berømt digt fra 1918 med udsigt til, at Slesvig skulle komme tilbage til Danmark efter det tyske nederlag i Første Verdenskrig.
Det skete som bekendt også ved afstemningen i 1920, men det var kun Nordslesvig, som stemte sig hjem til Danmark.
Hvis man elaborerer lidt på Pontoppidans metaforik, kan man måske sige, at der kun var én datter, som kom tilbage, en anden datter måtte blive, hvor hun var. En tro datter glemmer imidlertid ikke, hvad hun er rundet af, glemmer ikke fædreland og modersmål. Den anden datter er Sydslesvig med det danske mindretal, og her gjorde dronning Margrethe for nylig et besøg, det første siden 1978.
Det kunne man følge i DR 1’s sammendrag tirsdag aften, og det var egentlig en ganske bevægende oplevelse. Midt i strid og kvæl, strid og kampe i Danmark som i verden var det nationalt vederkvægende at se majestæten gæste danskerne syd for grænsen.
Som Dronningen sagde det: ”Danskerne slutter ikke ved grænsen.”
Nej, det gør de ikke, og dansksindede sydslesvigere sluttede begejstret ring om Dronningen lige fra kongeskibet stævnede ind i Flensborg Havn til afgangen fire dage efter. Vel har de en præsident som statsoverhoved i Tyskland, men statsretten forhindrer ikke, at man har en dronning i hjertet. Man skulle også være danmarkshistorisk indifferent for ikke at røres lidt ved at se dronning Margrethe gå gennem den gamle hovedport i Dannevirke. Man kom uvægerligt til at tænke på dronning Thyra gift med Gorm den Gamle, den første regent i kongerækken. Ifølge sagnet var det nemlig Thyra, som skulle have grundlagt Dannevirke i 900-tallet.
Siden har det vist sig, at Dannevirke er væsentlig ældre, men alligevel var det, som Thyra gik bag ved Margrethe.
DET FORTIDIGE GRÆNSEVÆRN er i hvert fald imponerede og Nordens største fortidsminde. Ja, det med at vogte sine grænser er et gammelt fænomen, og man skal være nærmest grænseløst historieløs for at kimse ad det. Hvordan er forholdet mellem dansk mindretal og tysk flertal, og hvordan kan man være tysk borger og dansk af sind? DR’s kulturkorrespondent Mette Hybel spurgte formanden for Sydslesvigsk Vælgerforening, Flemming Meyer, som talte for retten til at leve som dansker i Tyskland: ”Men er det ikke lige så vigtigt, at I lever på tysk, I bor jo i Tyskland?”. Flemming Meyer begyndte sit svar med en afgørende konstatering: ”Det her er gammel dansk jord.”
Nemlig! Det danske mindretal er ikke udvandret til et fremmed land. De har ikke flyttet sig, men det har grænsen. Man kan selvfølgelig forvente, at de ser det forhold i øjnene og indretter sig efter det. Der er dog stor forskel på at være nationalt mindretal og fremmed koloni, og derfor sender vi 500 millioner kroner i årligt tilskud til danskerne i Sydslesvig. ”De skal ikke blive glemt.” Sådan sagde statsminister Neergaard (V) i 1920, og sådan er det ofte blevet sagt om de danske syd for grænsen. Dronningens besøg var en smuk understregning af det løfte.
Jesper Bacher er sognepræst.