Drømmen, der blev til vanvid

Var man mon selv blevet overbevist eller havde man gennemskuet råddenskaben? Historien om nazisterne skal altid fortælles igen

Foto af Muren ved potsdamer Strasse
Foto af Muren ved potsdamer Strasse. Foto: Reuters.

Det sker, at man drømmer om at begynde forfra. Det kapitalistiske samfund kan godt få en til at ønske sig noget mindre primitivt og grådigt, og på sin vis forstår man godt projekt DDR. Det er naturligt, at tanken fødes om et nyt samfund, hvor alle holder sammen, mens den øvrige verden går sin egen egoistiske gang. Og netop fordi tanken kan være besnærende, er det så vigtigt at blive mindet om, at den ikke kan lade sig gøre.

Mandag aften sendte DR K den interessante dokumentar Det dobbelte liv i DDR, der gennemgik hele forløbet fra det nye samfunds grundlæggelse i 1949 til opførelsen af Muren i 1961 og det afsindige system, der siden voksede frem.

DDR var et eksperiment, og programmet fulgte blandt andre den gamle socialist Alfred, der som så mange andre strømmede til for at realisere det perfekte samfund. Og nogen elskede jo at bo i DDR. En kvinde fortæller, hvordan sammenholdet og ensartetheden gjorde hende tryg, og mange ønskede ikke at flygte.

Men en del ville fra begyndelsen væk, og mens det hemmelige politi Stasi voksede sig 35 gange større end KGB, udvikledes den modbydelige stikkerkultur, hvor folk fandt på at angive deres egne venner og naboer, ja, sågar familiemedlemmer som fjender af systemet.

Op gennem 1980erne voksede armoden i DDR til synlige højder, og det folkelige oprør tog form. Specielt byen Leipzig blev centrum for modstanden, hvor man jævnligt mødtes i kirken, og efter et bønnemøde i efteråret 1989 stormede 70.000 mennesker ud i gaderne, mens militæret blot så passivt til.

Utopien faldt til jorden, og man får stadig en klump i halsen ved synet af tyskere, der går amok i Stasi-hovedkvarteret og danser rundt mellem sagsmapperne.

Østblokken udgør en utrolig historie og en lige så vigtig lærestreg som fortællingen om nazisterne. Begge handler om, hvordan mennesker kan komme uendeligt langt ud, nærmest uden selv at opdage det. Som da stikkeren Sascha Anderson beskriver, hvordan han selv deltog i jubelen, da Muren faldt og ikke så sig selv som tilknyttet Stasi. Nu var han tilknyttet folket, og denne trang til at følge flokken, hvor der lige nu er medvind, udgør en del af forklaringen på, hvordan det kan lade sig gøre at skabe dette vanvid på jord.

Og spørgsmålet er jo både hvad kommunisme og nazisme angår om man mon selv var blevet overbevist, eller om man ville have gennemskuet råddenskaben.

Man skal være temmelig skråsikker for blot at hævde det sidste, for hvis man kender til drømmen om noget andet og bedre, ville man måske også være modtagelig for visionerne om dette andet.

Netop derfor skal historien løbende udlægges for os, for har man én gang forstået den ondskab, der så nemt følger, når mennesker vil skabe verden forfra, er man vaccineret for livet. Eller er man?

Da den gamle socialist Alfred blev spurgt om, hvorvidt han ville gøre det hele igen, sagde han ja uden at tøve. Til klar påmindelse om, at historien altid skal fortælles én gang til. Her udfylder DR K en vigtig rolle.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist