Overskriften er min danske oversættelse af en linje i den svenske nationalsang ”Du gamla, Du fria, Du fjällhöga nord”, som i disse brandvarme sommermåneder i min bevidsthed har fået karakter af en besværgelse: Jeg hilser dig, smukkeste land på jord, din sol, din himmel, dine grønne enge (...) jeg ved, at du er, og du bliver, hvad du var.
Gid det var så vel. Dag efter dag har jeg fulgt de alarmerende meddelelser om, hvordan forfærdende store svenske skovområder er hærgede af brande, som nu også flere hold danske brandfolk medvirker i nedkæmpelsen af. ”En langvarig opgave”, sådan blev deres indsats omtalt i gårsdagens nyheder.
Også herhjemme er der alvorlige problemer med at bekæmpe følgevirkninger af de uvante hedebølger, som ikke mindst i de seneste uger har ændret vores hverdag. Det er, som om naturen har mobiliseret sine egne iboende kræfter. ”Den brændte jords taktik”, sådan er de forholdsregler blevet omtalt, der op igennem tiderne blev truffet, når man ødelagde fjendens muligheder for at overleve ved at brænde marker og bygninger af. Vi er jo på mange måder naturens fjender.
Jorden brænder under os i mere end én forstand. ”Jag vet att Du är och Du blir vad du var.” Sådan har det for eksempel i flere år været svært at synge i den nordsvenske by Kiruna. Det blev jeg tidligt i går morges mindet om i et afsnit af en svensk serie, der kan følges på DR K under den tillokkende titel: ”Drømmeferien: Koldt og vådt”.
Som det fremgår af den fire år gamle omtale fra ”Nordvision fra Finland”: Mens andre finder badetøjet frem og rejser sydpå til varmen, pakker seriens vært Tom Nylund sit grej og tager nordpå. Op til minusgraderne, til sneen og isen, til de store vidder og det exceptionelle eventyr.
Seerne fik i går en grundig vejledning i, hvordan man af udsøgt fast sne på inuit-manér af skarpt tilmålte og udskårne sneblokke bygger en snehule – en såkaldt iglo. Inden Tom Nylund i denne tredje episode drog ud i fjeldet, hvor han skulle overnatte uden telt, fik seerne anskueliggjort, hvordan boligforholdene også i en storby kan være ustabile. Kiruna er helt bogstaveligt blevet undermineret:
Som det blev sagt: ”Byens rigdom er desværre også den, der ødelægger den.” Stedets berigende minedrift efter jernmalm har bevirket, at bymidten truer med at styrte sammen. Over 3000 beboelser skal fjernes. Mineselskabet, som betaler for flytningen, har lovet at flytte flere af de klassiske bygninger, som karakteriserer Kiruna. Rådhuset bevares ikke, det gør imidlertid byens smukke trækirke, der efter planen flyttes i begyndelsen af 2020’erne.
Myndighederne er bevidste om, at der bliver tale om et voldsomt indgreb i borgernes hverdag og privatliv. Man vil søge at bevare så mange genstande og detaljer i byplanen som muligt, ”der kan hjælpe os med at beholde en del af vores identitet. Så vi fortsat ved, hvem vi er”.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.