Igen og igen blev ordene gentaget. Rytmisk, på dansk og i kor: ”Du skal klappe, hvis du er i godt humør!”.
Gid der i denne tid fortsat må kunne høres mange klapsalver i Toftlund! Ja, gid mange små klappende hænder fremover må genlyde som svar på det spørgsmål, der har dannet udgangspunkt for den lille firdelte serie på DR 1, ”Da krigen kom til Toftlund”: Hvad sker der, når 100 syriske asylsøgere flytter til en mindre dansk provinsby?
Det er Lisbeth Dilling og Michael Plejdrup, der har tilrettelagt serien, hvoraf afsnit to nu er blevet sendt og derfor sammen med det første er tilgængeligt på nettet. Det er efter alt at dømme et særdeles værdifuldt socialpsykologisk projekt, DR Dokumentar er i færd med at levere. Seerne kommer ikke alene tæt på en række konkrete flygtningepolitiske problemstillinger, de kommer også tæt på nogle højaktuelle danske samfundsforhold. Der er tale om store, komplekse udfordringer af vores samfundssind. Det handler om ensomhed, samvittighed og tillid. Hvordan vægte retfærdigt mellem hensynet til et sårbart lokalsamfund og så en ansvarlig behandling af tilflyttere, der med kort varsel og ret dominerende, både hvad mentalitet, sprog, kultur, adfærd og livssyn angår, uvægerligt må fremtræde som fremmedlegemer i et socialt netværk, der er funderet på flere århundreders historie?
Sådan kan et urgammelt problemkompleks formuleres i få linjer. Samtidig med at seerne kom tæt på borgerne i den sønderjyske by Toftlund, hvor staten har besluttet, at der skal åbnes et asylcenter, blev der gjort rede for, hvad der i stor målestok har givet anledning til krige og kriser verden over.
Der, hvor hævdvundne rettigheder, og hvad dertil hører af traditioner, synes at blive truet eller ligefrem frataget et områdes beboere, bryder vrede og aggressioner frem. Nok er vi indbyrdes forskellige, men ”de andre” er forskellige på flere måder, end vi synes, vi selv er.
Borgerne i den sønderjyske provinsby skulle i andet afsnit for alvor vise, hvad der kan stilles op med fordomme og - skulle det vise sig - unødvendige bekymringer. I det øjeblik, der kom børnefamilier ind i billedet, formildedes holdningerne. Der blev sat ansigter på de fremmede.
En lokal politiker forsøgte sig med en slags advarsel imod at komme for godt i gang. Den lokale avis havde da vist givet en for positiv omtale af de 100 flygtninge, som nu var kommet. Det er ejendommeligt nok ikke tilrådeligt at involvere sig. Der må ikke klappes for meget. For tænk, hvis vi blev i så godt humør, at vi kom til at holde af hinanden!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder