Prøv avisen
Mediekommentar

Mine gode venner har søgt aktindsigt i, hvor meget alkohol der er drukket...

Lars Løkke Rasmussen (V) er gået i offensiven mod Ekstra Bladet på sin Facebook-profil. Foto: Keld Navntoft/Scanpix

Med grønspættebogen for toppolitikere i hånden præsterede Venstres Lars Løkke Rasmussen i anledning af Dronningens fødselsdag et stykke vellykket "modspin" via sin Facebook-profil, skriver Kurt Strand

EN DÅRLIG NYHED, der ikke er til at slippe uden om, har bedst af slet ikke at blive opdaget. Derfor er det en god idé at pakke den ind i en stor, opmærksomhedskrævende begivenhed. Eller forsøge at afmontere den, så den ikke får den tiltænkte effekt...

Nogenlunde sådan lyder én blandt mange opskrifter i grønspættebogen for kommunikationsrådgivere, spindoktorer og toppolitikere. Og med den i hånden lykkedes det i denne uge for Venstres Lars Løkke Rasmussen at lave det, som med et teknisk udtryk kaldes ”modspin”. Tilmed på et tidspunkt, hvor store dele af riget havde blikket rettet mod dronning Margrethes 75-årsfødselsdag, som jo har fyldt en del i de fleste medier.

Onsdag aften skrev Venstre-formanden således på sin Facebook-profil, at ”mine gode venner på Ekstra Bladet har i sandhedens tjeneste nu søgt aktindsigt i, hvor meget alkohol der er drukket i Statsministeriet i min - og kun min - tid som statsminister”.

Derefter gennemgik Løkke minutiøst forbrug af champagne ved to nytårskure for personalet i ministeriet, vin i forbindelse med møder og sene debatter i folketingssalen. Og så, som han skrev, ”for fuldstændighedens skyld” havde 11 medarbejdere i ministersekretariatet fået ”aftensmad og tre flasker rødvin på valgaftenen i 2011, hvor jeg dog ikke selv var til stede i ministeriet”. Til sidst fulgte et link til de dokumenter, som var udleveret til Ekstra Bladets journalister.

Om alkoholforbruget i Statsministeriet overhovedet er relevant eller ej, er underordnet i den kontekst, som Lars Løkke Rasmussens egen offentliggørelse af bilagene indgår i. Men hvis det hele er så ligegyldigt, som den lidt overbærende tone på Facebook antyder, hvorfor dog så overhovedet bruge krudt på den ekstrabladske aktindsigt, som kan vise sig at være research, der ikke behøver at føre overskrifter med sig?

Svaret er naturligvis, at selv den mindste bilagssag vil føje sig ind i den lange række, som klæber til den tidligere og måske kommende statsminister. Og at den i det mindste via vennerne på Facebook kan forsøges inddæmmet som et perifert skvulp fra redaktionskontorerne på Rådhuspladsen. Op mod 10.000 ”likes” og næsten 500 delinger af opslaget om alkoholbilagene vidner således om en vis støtte til modangrebet på Ekstra Bladet.

Kommunikation via sociale medier er for Løkke og andre toppolitikere en integreret del af de politiske strategier. Gennemtænkt foretog Lars Løkke Rasmussen som nævnt sit modtræk i ly af dronning Margrethes fødselsdag. Endda helt bogstaveligt; Facebook-teksten blev slået op klokken 20 onsdag aften, og på dét tidspunkt befandt Venstre-formanden sig iført kjole og hvidt sammen med sin hustru, Sólrun, til gallamiddag i Riddersalen på Christiansborg Slot.

Og da det naturligvis er utænkeligt, at han tastede løs på sin smartphone, mens de øvrige gæster var i gang med helleflynderen og dertil hørende garniture, fremstår onsdag aftens Facebook-tekst som et veltilrettelagt stykke modspin i ly af 75-årsfødselsdagen.

Interessant bliver det, som det lød i en af kommentarerne på Facebook, ”om denne proaktive åbenhed bliver fast stil fremover? Også når bilagene ikke er i din favør?”.

Kurt Strand er journalist og forfatter