Egentlig er ønsket om en hvid jul ukristeligt

Julen bør handle om livsduelighed og lys frem for en tilbagevendende sukken efter hvid jul. Bjældeklang og snevejr har intet med en kristelig tydning af livet

Når man tænker på, hvad kulde, snefald og isdannelser i denne vinter allerede har forårsaget og også i den kommende tid vil medføre af ulykker, lidelser og naturkatastrofer, er der noget diskutabelt idylliserende over begrebet hvid jul.
Når man tænker på, hvad kulde, snefald og isdannelser i denne vinter allerede har forårsaget og også i den kommende tid vil medføre af ulykker, lidelser og naturkatastrofer, er der noget diskutabelt idylliserende over begrebet hvid jul. Foto: Stuart McIntyre Denmark.

Nogle hektiske juledage er overstået. På mine kanter fik vejret en særlig betydning. Et tæt snefald og en kraftig snefygning dagen før juleaftensdag var heldigvis varslet i god tid. I det østjyske følte vi os godt og ansvarsbevidst betjent af radioens og tvs vejrprofeter.

Vi kom af sted i rette tid. Landets vejnet blev sparet for mange kostbare trafikproblemer. Vanskelighederne med at få især børnefamilier og ældre bragt fra den ene landsdel til den anden var til at overse.

LÆS OGSÅ: Ud med julen, ind med Jesu-fødsels-fest

Lad os være taknemmelige over, at vi i alle henseender slap så billigt. Og lad os benytte det kommende år til at overveje det problematiske i, at de ovenfor roste mediemeteorologer år efter år nærmest beklager, at de ikke kan love endsige garantere en hvid jul.

Igen og igen har vi i radio, tv og fra stormagasinernes højttalere kunnet høre sangen om en snedækket drømmejul: Im dreaming of a white Christmas og dens afsluttende bøn om, at alle vores jule må blive muntre, lyse og hvide.

Jeg vil foreslå, at vi omformulerer linjerne: May your days be merry and bright, and may all your Christmases be white til: May you all be fit for fight, and may all your Christmases be bright. Det er jo det, julen bør handle om: livsduelighed og lys.

Når man tænker på, hvad kulde, snefald og isdannelser i denne vinter allerede har forårsaget og også i den kommende tid vil medføre af ulykker, lidelser og naturkatastrofer, er der noget diskutabelt idylliserende over begrebet hvid jul.

Rent ud sagt: Egentlig er ønsket om en hvid jul ukristeligt. Tænk blot på, hvad medierne fortæller om hundreder af kuldedødsfald i Rusland og om forfærdende forhold i de vinterramte teltlejre for flygtninge i Mellemøsten og Afghanistan. Det er i sig selv slemt nok.

Dertil kommer jo, at vores kristne søskende på den sydlige del af kloden altid må fejre jul i sommervarme. Vi synes, det er mærkeligt. Sådan har medierne forstærket nogle vrangforestillinger: Uden vrimlende sneflokke over landskaber og landbomiljøer ingen rigtig julestemning.

Der kan være noget smukt jomfrueligt over den slags panoramaer, der oven i købet tit kan smykke sig med hvidkalkede middelalderkirker. Men den snehvide kamuflering kan alt for let give de kirkelige kulisser et skær af postuleret kristelig renfærdighed.

Bjældeklang og snevejr har intet at gøre med en kristelig tydning af livet. Kristendom har intet at gøre med forfrossen, farveløs ensartethed. Tværtimod, kristendom har meget mere noget at gøre med hjertevarme, optøning af forhærdede tidselgemytter og sjæleligt smeltevand.

Alt dette er også skrevet under indtryk af P1s Videnskabens verden. Her stillede man godt og nøgternt det højaktuelle spørgsmål: Hvordan både tro på Gud og samtidig være videnskabsmand? Men hvorfor skulle udsendelsen peppes op med Irving Berlins Let It Snow! Let It Snow! Let It Snow! (Lad det sne, lad det sne, lad det sne!)?

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder