Sådan lød foromtalen af DR 1's portrætudsendelse, som blev sendt mandag aften: ”DR har over en årrække fulgt Dronningens kunstneriske arbejder. Portrættet giver hidtil uset adgang til regentens atelier og arbejdsværelse på slottet i Caix og på Amalienborg. Vi ser, hvordan både hun og Prinsgemalen lever og ånder for kunsten.
Vi følger blandt andet Dronningens design og udvikling af kostumer til opsættelsen af balletten 'Nøddeknækkeren' i Tivolis Koncertsal samt opsætning på ARoS Kunstmuseum af både H.M. Dronningens og Prinsgemalens kunst.”
Udsendelsen var på flere måder eksemplarisk. For en gangs skyld fik seerne ikke alene tv-billeder af dronningekunstneren og hendes gemal. De fik også lov til at se de billeder, der var hovedemnet. Alt for tit sker det ellers, at tv-fotografer først og fremmest interesserer sig for egne billeder.
Gid man i tv oftere ville benytte det, man i gamle dage kaldte for lysbilleder. Det vil sige fastlåste gengivelser af det omtalte, som seerne så kan få lov til rigtigt at se. Det tager tid at aflæse et billede. Motiverne, farverne, linjerne og helhedens komposition lader sig ikke opfatte på de tre sekunder, der normalt tildeles kunstværker i tv.
Se engang på uret. 15 sekunder er lang tid. Åbenbart utålelig lang tid for tv-programredaktører. Der var da heller ikke tid til den slags luksusforbrug i dronningeudsendelsen. Men altså dog indimellem plads til lidt dvælen. Mere af den slags, meget mere, tak!
Noget måske endnu mere eksemplarisk ved udsendelsen var, at den gav seerne indblik i et billedskabende, udtrykssøgende og utrætteligt reflekterende menneske. Privilegeret fri af tanker om, hvor vidt man nu kunne leve af sit arbejde eller ej. På sand kunstnerisk vis handlede det alene om, hvorvidt man kunne leve for sin kunst.
Som Dronningen kort, enkelt og godt udtrykte det: ”Det gælder om at bruge øjnene.” Og det gælder om at have blik for ”det på én gang dragende og skræmmende”. Og senere om sine découpager eller collager: ”Der skal klippes fra og lægges til, sådan at der dannes nye sammenhænge.”
Sådan, ja, sådan kan man også lave tv-udsendelser. På den måde kan de komme til at handle om det måske allervæsentligste: livskunst. Ikke alene om det at være inspireret af at være vokset op med ”smukke ting, der hørte til livet som en selvfølge”, men også om det at kunne inspirere andre. Her optrådte Dronningen som et både myndigt og selvkritisk forbillede.
Det selvkritiske berørte en tidsproblematik, som har at gøre med, om man kan være deltidskunstner og samtidig forvente at blive taget alvorligt. Hertil er vel kun at sige, at kulturhistorien har utallige eksempler på, hvordan kunstnerisk sindede personligheder har forstået at klippe fra og lægge til for at kunne praktisere et muntert og virksomt liv på jord. At kunne sanse og samle sig sådan er i sig selv et højst agtværdigt livskunstnerisk projekt.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder