En babylonisk fornøjelse

”Babylon Berlin” er en storladen og intens fortælling fra den tyske metropol i 1929. Fuld af glimmer og glans, fattigdom og fortvivlelse, kynisme og bedrag, lidenskab og fanatisme. Her ses de to hovedkarakterer, Gereon Rath og Charlotte Ritter.
”Babylon Berlin” er en storladen og intens fortælling fra den tyske metropol i 1929. Fuld af glimmer og glans, fattigdom og fortvivlelse, kynisme og bedrag, lidenskab og fanatisme. Her ses de to hovedkarakterer, Gereon Rath og Charlotte Ritter. . Foto: Ralf Mueller/Ritzau Scanpix.

”O herre, se de store byer/ som opløst og fortabte står/ de største er som flugt for flammer og uden trøst for det som rammer/ og deres lille tid forgår…”

Sådan skriver den navnkundige tysksprogede digter Rainar Maria Rilke.

Den kendte storbyelegi forekommer et passende præludium til en omtale af den tyske dramaserie ”Babylon Berlin”, som i denne tid kan ses på DR 2. Der er tale om intet mindre end den dyreste ikke-engelsksprogede dramaserie nogensinde.

Nu gør mange penge ikke i sig selv en seværdig produktion, men det er i den grad tilfældet med ”Babylon Berlin”.

Det er en storladen og intens fortælling fra den tyske metropol i 1929. Fuld af glimmer og glans, fattigdom og fortvivlelse, kynisme og bedrag, lidenskab og fanatisme.

Vi følger kriminalassistenten Gereon Rath, som sendes fra Köln til Berlin for at efterforske en sag om afpresning. Ofret for afpresningen er ingen mindre end Kölns overborgmester, Konrad Adenauer, der blev den første tyske forbundskansler efter Anden Verdenskrig. En grim sag om sadomasochist- sex, der helst skal opklares inden valget.

”Babylon Berlin” tager sig måske nok en kunstnerisk frihed på Adenauers bekostning, og sagen er endnu uopklaret, hvor vi er nået til tredje afsnit, men det viser, hvorledes fiktionen står med begge ben i tysk historie.

Berlin sitrer og koger, kreativitet blomster, nattelivet er vildt, men armoden er også stor, og den politiske ekstremisme er i fremgang. Der svirres, hores og drikkes, der konspireres og bages rævekager, der danses og myrdes, nydes og sørges. Og i den historiske baggrund lurer Hitlers magtovertagelse.

Foreløbig har vi set mest til de røde fanatikere. En gruppe trotskister prøver at bringe guld gennem Tyskland for at finansiere et oprør mod Stalin, men de forrådes af en af deres egne, og den sovjetiske ambassade udsender mordere, som brutalt likviderer de rebelske landsmænd på tysk grund. I det stykke virkede ”Babylon Berlin” næsten helt aktuel.

Hvem sagde Jamal Khashoggi?

Jo, der er en babylonisk forvirring og fordærv i ”Babylon Berlin”, men der er også menneskeskæbner, som tegnes af imponerende karakterskuespillere. Foruden Gereon Rath, som i øvrigt er også er troende katolik og morfinist, møder vi den unge stenograf Charlotte Ritter. En pige fra fattige kår, der om natten springer ud som festabe og prostitueret på en storslået danserestaurant.

Charlotte Ritter er en overlever, men drives også af sin retfærdighedssans og ambition om at blive kriminalbetjent til at kaste sig ud i opklaringen af en betændt mordsag, som trækker mange tråde rundt om i Berlin.

Og så er der Gereon Raths kollega, den erfarne og kyniske Bruno Wolter, hvis ansigtsfysiognomi nærmest er et studie i illusionsløs koldblodighed. Og dog kan han vise stor ømhed over for sin depressive hustru.

”Babylon Berlin” har alt, hvad man kan forvente af en dramaserie, hvor der ikke er sparet på noget, frem for alt ikke den gode historie. Babylon er vanen tro farlig og fascinerende.

Jesper Bacher er sognepræst.