En dronnings sikre sans for lys, former og farver

Leif Hjernøe har fulgt serien "Dronningens slotte" med både stor og lidt negativ kritisk interesse. Men afsnittet om Fredensborg Slot var en rigtig god udsendelse, mener han

Dronning Margrethe demonstrerede en nærmest håndværkermæssig fornemmelse for materialer, dimensioner og stilarter i udsendelsen fra Fredensborg Slot i Nordsjælland.
Dronning Margrethe demonstrerede en nærmest håndværkermæssig fornemmelse for materialer, dimensioner og stilarter i udsendelsen fra Fredensborg Slot i Nordsjælland. . Foto: Scanpix.

Når dette skrives, er det fjerde og sidste afsnit af serien ”Dronningens slotte” endnu ikke sendt. Jeg har fulgt serien med både stor og lidt negativ kritisk interesse. Skrev om det første afsnit, at seerne ikke fik ordentligt syn for sagn. Der var ikke en tilfredsstillende overensstemmelse mellem det, der blev peget ud, og det, som seerne fik at se.

Sådan var det ikke med afsnittet om Fredensborg Slot, der blev sendt søndag aften. Dronningens sikre sans for lys, former og farver, samt umiddelbare glæde over de personligt prægede saloner og forskellige opholdsrum må have skærpet det ledsagende kameraholds opmærksomhed.

Som dronningen sagde: ”Det gør det altid meget sjovere, når man ved, hvad man ser på”.

En udtalelse, der i al enkelhed også bør være en retledning af de tv-folk, der alt for tit svigter deres ansvarsfulde opgave: At give indblik i, hvad der foregår, og hvordan det håndteres. Det forslår ikke med udtalelser fra nok så kyndige eksperter.

Det var således meget sigende, når Dronningen med et fast greb i en dobbeltdør fik manøvreret låsetøjet i orden. Det skete med en kærlig bemærkning om den gamle bygnings skævheder. Sådan også med en forklaring af det virkningsfulde ved at give et mindre rums vægge en mættet rød eller blå farve. Det giver større nærhed og en æskes intime sluttethed.

I det hele taget forstod Dronningen at demonstrere en nærmest håndværkermæssig fornemmelse for materialer, dimensioner og stilarter. Der blev banket let på en dørkarms udformning, så seerne fik en hørbar forståelse af forskellen på dens ægte og dens malede marmorering.

Marmor er så tilpas blødt, at man kan ridse i det med en kniv. Det er der så forbløffende mange blandt Fredensborgs mere eller mindre kendte besøgende, der har gjort. Også medlemmer af husets personale har igennem årene dristet sig til at indskrabe det, der så i fagsproget hedder sgrafitti.

Som Dronningen bemærkede: ”Bare det er gammelt nok, så er det interessant. Ellers er det hærværk”.

Det gælder naturligvis ikke i almindelighed. Kongehuset har i de seneste generationer med stor respekt for Fredensborg Slots oprindelige udformning og indretning givet stedet nogle personlige signaturer i form af både ny møblering og restaurerede farvesætninger.

Alt i alt har programserien været velgørende at følge i en påske, som ellers var præget af en helt anderledes form for kongelig magt og vælde, endda i blodigt samvirke med et korrupt bispe- og præstestyre i konflikt med et munkevæsen af tvivlsom karakter. Jeg tænker her på den noget bombastiske firdelte tv-serie ”Jordens søjler”.

Det mest interessante var her alt det, der omhandlede katedralbyggeriet, og hvad dertil hørte af problemer med lys, rum og arkitektur under konstruktionen af den nye gotiske spidsbuestil. Skulle serien have givet seerne lyst til at læse Ken Folletts langt bedre romaner, der under samme titel har givet stof til belysning af samme emner, så skal meget filmisk bulder og brag hermed være tilgivet.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder