En kold skulder til salget af Grønland

Verdens mægtigste mand går i meget små sko, skriver sognepræst Jesper Bacher

”GRUNDLÆGGENDE en stor ejendomshandel.” Sådan har Donald Trump omtalt idéen om, at USA kunne købe Grønland.

Idéen har både vakt moro og forargelse i den seneste tid, og man må nok sige, at Donald Trump lever op til sit ry som elefanten i glasbutikken. En ejendomshandel? Donald Trump giver den som amerikansk patriot, og så kalder han salg af rigets jord en stor ejendomshandel. Som om Grønland var et slags Disneyland.

Når det er sagt, så har Donald Trumps udtalelser formået at kalde til samling om rigsfællesskabet.

Ja, den amerikanske præsident, som er kendt for at dele vandene, fik i ”P1 Debat” tirsdag Christian Juhl fra Enhedslisten til at erklære sin enighed med Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

Hvis der er nogen, som kan skabe sammenhold i dansk politik, er det alligevel Donald Trump. Christian Juhls enighed med Marie Krarup kom sig af sidstnævntes udtalelser om det afstumpede i at sælge Grønland, for så kunne man også overveje at sælge sin bedstemor eller sine børn. Den eneste i ”P1 Debat”, som var ikke helt afvisende over for tanken, var direktør Lars Seier Christensen, som var med på en telefon fra Zürich. Han mente, at amerikanerne måske kunne tilbyde en god deal og være bedre til at udnytte Grønlands potentiale, men det var selvfølgelig grønlænderne selv, som skulle afgøre, om de hellere ville være under de amerikanske vinger end en del af rigsfællesskabet.

Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam fra partiet Siumut anførte, at man ikke kunne sælge, hvad man ikke ejer. Der er ganske vist et historisk fortilfælde fra 1917, da Danmark solgte De Vestindiske Øer netop til USA formedelst 25 millioner dollars. Salget blev legitimeret af en folkeafstemning i Danmark, mens øernes befolkning ikke blev spurgt. Dengang var den unge Kaj Munk indædt modstander af salget, og meget apropos den verserende debat skriver han i sin erindringer: ”Øerne betalte sig ikke, sagde man. Det gjorde København måske heller ikke. Ja, havde vi ikke en stor statsgæld? Selve Danmark betalte sig ikke. Skulle vi så se at få en eller anden til at overtage os?”.

Det ville være mærkeligt, hvis De Vestindiske Øer var en del af rigsfællesskabet anno 2019, men der findes andre af den slags forbindelser. Der er også afgørende forskel på at afstå dele af riget for mammon og så gøre det for et folkeligt ønske om uafhængighed. Det sidste må respekteres, også på Grønland.

Samtidig med at Trumps udtalelser om Grønland fik Marie Krarup og Christian Juhl til at danne et umage politisk par, er de en sand appelsin i satirikernes turban. Satiregruppen Magt havde således forfattet en sang til Donald Trump på melodien til den amerikanske nationalsang. Her tilbydes Donald Trump i øvrigt Lolland ganske kvit og frit. Hvad ville lollænderen Kaj Munk mon sige til det? Han ville nok sætte sig i spidsen for et oprør og trumfe Trump med blå anemoner. Nå, efter ”P1 Debat” blev det meddelt, at præsidenten har udsat sit statsbesøg til Danmark, fordi Mette Frederiksen (S) ikke vil diskutere salget af Grønland. Verdens mægtigste mand går i meget små sko.

Jesper Bacher er sognepræst.