Prøv avisen
Mediekommentar

Sognepræst: Fællesskaber kan også blive kunstige og knuse den enkelte

Thomas Vinterbergs ”Kollektivet” er en tragisk og bevægende film. Den skar også en anti-68’er i det reaktionære hjerte, skriver sognepræst Jesper Bacher. Foto: Axel Schmidt/Ritzau Scanpix

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Selvom sognepræst Jesper Bacher betragter sig selv som anti-68'er, besluttede han sig her i jubilæumsåret for at gense Thomas Vinterbergs film ”Kollektivet”

DET ER, SOM DET vil være de fleste bekendt, et halvt århundrede siden, det berømte 68-oprør fandt sted. Året er jo blevet en ikonisk størrelse, og en 68’er mere end en årgang. 68 forbindes uvilkårligt med stormløb mod traditionen, flamboyante aktivister, langhårede hashrygere, eksperimenter med tankegange og livsformer. Billederne er kendte, men 68 var selvfølgelig meget mere. Mange har en romantisk tilgang til 68, og den oprørske ungdom, som altid udgjorde et mindretal, står som et skønt ideal.

Andre er mere nuancerede og måske desillusionerede, mens vi er nogle, som mestendels betragter 68 som en kulturel og politisk tragedie. Det er også ærgerligt, at man ikke kan få lov at læse sin egen nekrolog, men jeg ville blive glad, om der kunne stå: ”Han var stedse en vedholdende anti-68’er”.

Med dette, indrømmet fordomsfulde udgangspunkt, besluttede jeg mig her i jubilæumsåret for at gense Thomas Vinterbergs film ”Kollektivet”, som i ugens løb blev sendt på DR2. Ganske vist er filmen henlagt til 1970’erne, men ånden er fra 1968, og selv om ”Kollektivet” bekræfter meget af min skepsis, rummer den også skønhed og humor. Vi mennesker er jo vitterligt skabt til fællesskab, og det kollektiv, som opstår i den villa, som arkitekten Erik arver, er bygget på tanken om et fællesskab mellem vidt forskellige mennesker under samme tag. En familie, som er større end familien. Om den kristne urmenighed i Jerusalem hedder det også, at ”alle de troende var sammen, og de var fælles om alt”. Og hvem kan nægte, at trangen til at søge sammen og dele kår er gammel og kan sætte sig smukke frugter? Men fællesskaber kan også blive kunstige og akavede og knuse den enkelte. Et fællesskab skal have rod i hjerterne, ellers falder det sammen.

I ”Kollektivet” får Erik, spillet af Ulrich Thomsen, sig en ung kæreste, og i første omgang accepteres forbindelsen af hans kone Anna, spillet af Trine Dyrholm. Ja, den smukke unge Emma flytter ligefrem ind i kollektivet, for, som Anna siger, hendes mand skal ikke hindres i at ”forfølge sine følelser”. Det er en del af den tunge arv fra 1968; følelsernes primat. Har man lyst, har man lov. Den lov gælder også i dag, og ofrene er mange. Man kan også dårligt forstå det anderledes, end at Eriks og Annas datter, den 14-årige Freja handler i forlængelse af forældrenes grænseløshed og hengiver sig seksuelt til en ældre dreng, efter de har udveksler fire-fem sætninger.

Men frigjortheden består ikke virkelighedens prøve, og Anna går psykisk i stykker af at dele hjem med Erik og elskerinden. Mennesker er ikke bare legetøj, man kan skifte, og troløshed gør ondt, selvom den pakkes ind i fraser. I Søren Krarups bog ”Loven” finder man et generationsportræt, der kunne være skrevet til ”Kollektivet”:

”Vi var som vægtløse væsener og legede med os selv og hinanden. Vi ville ikke vide af nogen begrænsning. Hvad er det, vi har glemt? Er det ikke loven – den livets lov, der siger, at som man sår, skal man høste? ”

”Kollektivet” er en tragisk og bevægende film. Den skar også en anti-68’er i det reaktionære hjerte.

Jesper Bacher er sognepræst.