Op ned, op ned, rundt og... væk! Sådan kan et lydbillede gengives fra mine første år i det, man dengang kaldte for underskolen. Jeg kan stadig høre min lærerindes rolige stemme, når hun omhyggeligt med tavlekridt søgte at føre os ind i håndskriftens forunderlige verden.
Op ned, op ned, og... væk! Sådan lærte vi skønskriftens kunstgreb. Hun markerede sommetider de lodrette tryk-streger så hårdt, at kridtet brækkede under hendes ellers så sikre fingerfærdige demonstration. På skoleskemaet stod der ”skrivning”. To timer i træk. Og det var vel at mærke de gammeldags lange timer på 55 minutter.
Disse indledende beskrivelser er affødt af onsdagens timelange udgave af det gode P1-program ”Kejser”. Det var en genudsendelse fra maj, så det der med, at der også var tale om et lytterprogram, var ikke noget, man kunne benytte sig af. Det var der så heldigvis andre, der i sin rette tid have gjort.
Emnet var det forhold, at skrift og ordbilleder kan påvirke vores sindsstemninger. Som det fremgik af præsentationen: ”Litteraturlæsning kan ligefrem lindre symptomer på stress, angst og depression. Og litteraturen er oppe i tiden, når det kommer til nye, medicinfri måder at helbrede på.”
Den dygtige studievært Anne Kejser fik grundigt belyst, hvilken afstressende effekt litteraturen har, og ikke mindst hvilken måde man skal læse på, hvis man vil pleje sit sind. Medvirkende var læseguide Alice Voetmann, journalist Anne Kjær, journalist samt specialpsykolog og forsker ved Aarhus Universitetshospital Nicolai Ladegaard. Mette Steenberg, forsker ved institut for kultur og samfund ved Aarhus Universitet og daglig leder af Læseforeningen bidrog også med værdifulde iagttagelser.
Der blev talt indgående om den særlige virkning, der opstår, når der gruppevis skabes stærke læsefællesskaber. Og her var det så, at minderne om min skoletid i 1940’erne vældede frem. Vi havde jo ikke alene timelange nærmest meditative skrivetimer, hvor selve håndteringen af grifler(!), blyanter, penneskafter med penne og blæk var formålet. Vi fik også et håndgribeligt forhold til betydningen af at kunne omsætte talte ord til skrift. Og omvendt, vel at mærke!
Vi havde højtlæsning, diktat og genfortælling. Vi fik uden rigtigt at vide af det netop skabt sådanne stærke læsefællesskaber, som der nu er flere og flere, der har erkendt betydningen af, og som vi har været lige ved at miste en almindelig forståelse af, midt i en digitaliseret skærmkultur.
Her kunne man også have henvist til fællessangens betydning. Også der samler vi os jo om udsøgte ord og giver dem vores egne stemmer. I de såkaldt gode gamle dage var det et krav, at man indsendte en håndskrevet ansøgning og mødte frem til en personlig samtale, når en stilling i arbejdslivet skulle besættes.
Rigtige ord på rette sted kan gavne hele vores tilværelse. Som det blev sagt af en lytter: ”En novelle om dagen holder lægen væk.”
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.