MAN KAN SIGE MEGET om døden, men den har almen interesse. Menneskelighed er dødelighed. Ingen slipper, og alle ved det. Ja, det er sådan set ikke vores dødelighed, som gør os mennesker til noget særligt blandt andre levende væsener. Det er den viden, at vi skal dø, som vi – så vidt vides –ikke deler med andre skabninger. Det var netop dødeligheden og dødsbevidstheden, som var temaet for ”Ping Pong” på P1. Konceptet er det enkle, at to kulturpersonligheder mødes i samtale om et emne, de begge er stærkt optaget af. I denne uge var det dramatikeren Line Knutzon og digteren Søren Ulrik Thomsen, som var i studiet for at tale om døden.
Et emne, der trænger sig på både for kulturpersonligheder og alle os andre. Line Knutzon fortalte, at hun først for alvor forstod, at hun skulle dø, da hun vågnede på sin 50-årsfødselsdag. Nu kunne hun for det indre øre høre manden med leen slibe sin klinge. Søren Ulrik Thomsen mente, at når man var bange for døden, skyldtes det vores kollektive uvidenhed om døden: ”Ingen kan fortælle os, hvad det vil sige at være død.”
Nej, døden er som en anden digter og dramatiker, selveste William Shake- speare, sagde ”det uopdagede land”.
Søren Ulrik Thomsen mente dog, at vi måske skulle leve evigt. Vi har den forgængelige kødelighed tilfælles med andre væsener, men bevidstheden om døden har vi ikke tilfælles med andre væsener, og det kunne være et vidnesbyrd om det evige liv. Søren Ulrik Thomsen talte om evighed som et evigt og forsonet nærvær snarere end endeløs udstrækning og foretrak ordet salighed. At digte var desuden en kamp mod tiden, for selvom digteren dør, så kan digte leve videre og læses på tværs af tid og generationer. Der er også opstandelse i ord. Line Knutzon og Søren Ulrik Thomsen kom ind på deres respektive genre og kunstnerens status. Line Knutzon omtalte meget fint ”komedien som en tilgivende genre”. Her mødes vi om vores fælles fejlbarlighed og kan smile ad os selv.
Søren Ulrik Thomsen vedgik, at hans digte ikke var politiske, og tilføjede: ”Jeg føler heller ikke, fordi jeg er kunstner, at jeg så er politisk klogere.” Det var i det hele taget ifølge Søren Ulrik Thomsen en grundlæggende fejl, at kunstnerne skulle være politiske profeter. Faktisk var der mange kunstnere, som i tidens løb var faldet for de totalitære ideologiers æstetiserede politik. Sober tale, som tog kunsten alvorligt uden at sætte kunstneren på en politisk piedestal.
Som førstegangslytter kunne man ikke andet end at glædes ved ugens udgave af ”Ping Pong”. Det var tankevækkende taleradio om vores fælles lod som dem, der ved, vi skal dø. Emnet til trods var der intet dødbideri, men såvel vemod som håbefuldhed. Line Knutzon erklærede mod slutningen af programmet, at hun ville gå hjem og læse alle Søren Ulrik Thomsens bøger og bruge dem som ”små krykker i dagligdagen”. Det var ikke den ringeste idé, og måske kan Line Knutzon finde lidt støtte i følgende opbyggelighed fra den store digter: ”(...) og det er så mærkeligt/ at vi virkelig skal dø/ men tanken om opstandelsen ikke mærkeligere/ end at vi virkelig findes.”
Jesper Bacher er sognepræst.