En smuk film om den menneskelige ondskab

Legenderne om de koldblodede skabninger, der lever af menneskeblod, og som ikke tåler dagslys, har de seneste år fået en renæssance. Nye bøger og film har set dagens lys og fået massiv succes.

Foto fra Filmen "Lad den rette komme ind".
Foto fra Filmen "Lad den rette komme ind". Foto: DR.

For få dage siden havde den sidste film i vampyrserien Twilight-sagaen premiere i biograferne og trak så mange filmseere til lærredet, at selv den nye James Bond-film i de dage måtte se sig slået.

Selvom Twilight-bøgerne og filmene er produceret til og om unge mennesker, har de fået et bredere publikum. For også lidt ældre nyder at gyse over ondskaben og smile ad de simple kærlighedshistorier. Der er stor interesse for de overnaturlige væsner, deres evner og legenderne omkring dem.

LÆS OGSÅ: Satan er blevet ren underholdning

Mandag gik DR 2 med ind i vampyruniverset og sendte den svenske film Lad den rette komme ind fra 2008. En film, der er baseret på en roman af John Ajvide Lindquist og instrueret af Tomas Alfredson.

Filmen havde alt det, en god vampyrfilm skal have. Den havde ondskab og gys og en fin kærlighedshistorie. Det hele blev spundet ind i legenderne om vampyrernes evner og begrænsninger.

Men filmen adskilte sig alligevel markant fra andre film inden for den populære vampyrgenre. For meget blev vendt på hovedet.

Filmens hovedpersoner var børn. En dreng på 12 år Oscar, der blev mobbet i skolen, og en pige, Eli, på samme alder, der levede af menneskeblod og ikke tålte dagslys. De to blev gennem filmen nære venner og hinandens fortrolige.

I ALFREDSONS FILM var det ikke vampyrdrabene og de mange blodsudgydelser, der vakte størst uhygge, men det var den megen ondskab, der blev skildret på skolen, hvor drengen Oscar blev udsat for mobning.

Filmen kom på den måde til at handle om den menneskelige ondskab i stedet for den overnaturlige.

At filmen var en vampyrfilm, trak den menneskelige ondskab meget tydeligt op, og man sad tilbage med en følelse af, at det at være menneske ikke adskiller sig væsentligt fra det at være vampyr. For vi kan også let komme til at suge blodet ud af hinanden og lægge livet øde, selv hos mennesker vi holder af. Vi behøver ikke hugtænder eller overnaturlige kræfter for at skade og såre hinanden. Vi behøver sådan set ikke andet end vores menneskelige ord.

Filmen var mere og andet end gys, blod og vold. Den var også et opråb og en blid rusken i os mennesker, der let fortabes i det overnaturlige og tror, at det er her, vi møder essensen af ondskaben.

Måske har den store interesse for det overnaturlige, for ånder og vampyrer at gøre med, at vi har svært ved at forholde os til den menneskelige ondskab. Filmene om vampyrer kan på den måde være en flugt fra virkeligheden, for virkeligheden viser os, at det ikke er noget uden for os selv, vi skal frygte, men snarere noget iboende.

Lad den rette komme ind var derfor ikke kun en smuk visuel oplevelse, den rummede også et tankevækkende og meningsskabende tema, der gik ud over det overnaturlige og ind i det menneskelige.

Lea Skovsgaard er sognepræst