Prøv avisen

En solstrålehistorie fra en mørk tid

0Foto: Leif Tuxen Foto: Leif Tuxen

Da Bent Melchior flygtede til Sverige i 1943, var han og resten af familien først blevet indlogeret i en sjællandsk præstegård hvorefter turen gik til Sverige

I DISSE DAGE ER DET 70 ÅR SIDEN, at broderparten af de danske jøder blev reddet over til Sverige og dermed undgik deportering til de tyske koncentrationslejre. De var færre end 10.000, og millioner af andre jøder mistede livet i det grufulde folkemord, som udsprang af den nazistiske ideologi. En solstrålehistorie fra en mørk tid, for så sandt som hvert menneske tæller, tæller hvert et reddet liv.

I anledningen af jubilæet var tidligere overrabbiner Bent Melchior og skuespiller Lone Hertz i studiet hos Anders Laugesen i Mennesker og tro på P1. Begge flygtede de til Sverige i oktober 1943, Bent Melchior som 14-årig og Lone Hertz i en alder af fire og et halvt år.

LÆS OGSÅ: Kirkelige protester mod jødeforfølgelsen

Bent Melchior fortalte, hvordan han og resten af familien først var blevet indlogeret i en sjællandsk præstegård, hvor de nok var gået under jorden, men den unge Melchior tilbragte en del af tiden et stykke over jorden i præstegårdens æbleplantage. Siden rykkede de længere sydpå, og fra Falster kom familien helskindet til Sverige. Lone Hertz kunne indlysende nok ikke huske meget af flugten, men også hun kunne berette om en vellykket flugt til det frie broderland.

Men hvad har alt det betydet for troen hos Bent Melchior og Lone Hertz? Lone Hertz bragte emnet på banen, og Bent Melchior svarede først, at de religiøse jøder ikke var blevet reddet af deres tro.

Han kunne nu også fortælle om en koncentrationslejrfange, som havde samlet margarine fra sin skrabede fangeration, så der kunne tændes lys til den jødiske lysfest, hanukkah. Da mandens søn spurgte, om det ikke var vigtigere, at de fik noget at spise, lød svaret: Én ting er, at du skal have noget at spise, men hvis du mister håbet, så kan selv maden ikke redde dig.

Men anfægtelsen består. Hvor var Gud i Auschwitz? Bent Melchior nævnte i den forbindelse det tribunal, som skulle være nedsat blandt fangerne i Auschwitz for at dømme om Guds eksistens. Efter debat og votering konkluderede tribunalets formand: Der findes ingen Gud, men tilføjede: I øvrigt er det på tide at sige aftenbøn. Ritualer er sejlivede.

Hvor var Gud i Auschwitz? Var han ligeglad, en afmægtig tilskuer eller måske den sande bagmand? Ingen af delene ville passe på Bibelens Gud. Han er en lidenskabelig Gud, han er en almægtig Gud, og han er en menneskekærlig Gud.

Hans mål er klart, men hans veje kan mildest talt være dunkle, smertefulde og helt uforståelige for os. Gud har dog hånd i hanke med den vildfarne verden, og selv de mest gudsforgående kommer til at gå hans ærinde. Gud har i sin søn lidt på egen menneskekrop, og selv den største lidelse gør ikke gudsforladt.

Kan man tro på det også efter Auschwitz? Man kunne spørge: Hvad er alternativet? Hvis Auschwitz er mere sand end Gud, er Djævelen jo blevet Gud, og mere trøsteløst bliver det ikke. Nazisterne tog millioner af liv, men har de ikke på sin vis sejret, hvis de får lov at tage troen?