En stor drengetumleplads

Jeg ved godt, at USA er et vigtigt land. Men det ændrer ikke ved, at den danske dækning af valget med kulmination tirsdag aften har haft et lidt komisk skær over sig. Fordi den har været vildt overdrevet, og det udgjorde faktisk sin egen lidt absurde oplevelse at følge med på både DR og TV 2 hele aftenen

Man kan vælge at smile lidt ad den overdimensionerede begejstring for USA og alt dets væsen, men der er jo faktisk et alvorligt aspekt ved den.
Man kan vælge at smile lidt ad den overdimensionerede begejstring for USA og alt dets væsen, men der er jo faktisk et alvorligt aspekt ved den.

Som altid forsøgte TV 2 at skabe en rigtig folkefest, hvor gæsterne ankom i store amerikanerbiler og fik serveret amerikanske specialiteter, mens en mand frembragte Frihedsgudinden som isskulptur.

På DR havde man placeret Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup foran Det Hvide Hus, hvorfra de blandt andet kunne fortælle, at der derinde findes hele 35 badeværelser.

LÆS OGSÅ: Ehrenreich: At blive genvalgt var den lette del af Obamas opgave

Man kan vælge at smile lidt ad den overdimensionerede begejstring for USA og alt dets væsen, men der er jo faktisk et alvorligt aspekt ved den. Den udtrykker nemlig en næsten provokerende skæv vægtning i medierne angående det verdenspolitiske. For mens ethvert dansk barn i dag kan remse navnene op på de vigtigste svingstater i USA, ved mange vel knap nok, hvad lederen hedder i Tyskland eller England.

Vore nærmeste store naboer, med hvem vi deler et meget nært slægtskab, henslæber mediemæssigt her til lands en underligt bleg tilværelse. For de er oppe imod en grundig USA-hjernevask, der tager fart helt fra begyndelsen af livet, hvor vi fyldes med amerikansk kultur og mytologi og nærmest programmeres til at lade dette land dominere i bevidstheden.

Men tænk, hvis én af kanalerne besluttede sig for at dække et tysk valg med samme energiudladning og symboldyrkelse. Tænk, hvis man prioriterede efter væsentlighed og så det som en journalistisk opgave at være med at til skabe større viden om de europæiske nationer, som vi deler både nær historie og EU-medlemskab med.

Og tænk, hvis man på DR og TV 2 i tiden op til et amerikansk valg afholdt sig fra skæve til, hvor mange korrespondenter konkurrenten var i færd med at sende af sted. Ja, tænk hvis man havde modet til at tænke selvstændigt frem for at dyrke den for mange mennesker ret overfladiske fascination af et land, der jo i høj grad næres af Hollywoods store følelsesmaskine.

Jeg ved godt, at der er mere i det, og at vi også er bundet til amerikanerne gennem vestlig tænkning, kristendom, Anden Verdenskrig og nutidige demokratiske visioner. Men da kommentatorparret Mogensen & Kristiansen i tirsdags ankom til TV 2-festen i deres amerikaner-drøn som to glade drenge, der var blevet sluppet fri i deres yndlingslegetøjsforretning, signalerede det først og fremmest drengetumleplads. Man kom næsten helt i tvivl om, hvorvidt der var tale om en politisk begivenhed eller afviklingen af et Melodi Grand Prix.

I 17 måneder har der været valgkamp i USA, og efter sigende længes mange amerikanere efter at få deres hverdag tilbage. Vi har herovre kun været udsat for en brøkdel af løjerne, men ikke desto mindre føles det også her som en lettelse, at det er overstået.

Tillykke til Obama og lad os så snakke om noget andet.

Sørine Gotfredsen er præst, journalist og forfatter