En tidstypisk tv-temaaften anno 2019

GAD VIDE, hvordan man om blot 50 år vil se tilbage på udsendelser fra en tv-aften som den, seerne blev præsenteret for i onsdags. Vil de mon ikke kunne ses som tidstypisk dansk tv fra 2019: tv som ét stort socialpsykologisk laboratorium?

Seerne blev gjort til både iagttagere af og deltagere i det ene eksperiment efter det andet. Det gik ud på at dokumentere, hvordan vidt forskellige pardannelser ville opføre sig under vidt forskellige vilkår: Hvor langt er mennesker villige til at gå i forsøg på at bryde med den medieindustrialiserede ensomhed og fordomsfulde vanetænkning?

Først fik vi endnu et afsnit af den meget populære serie ”Nak og æd”-programmet. Her bestod parforholdet i at undersøge, hvordan to modne mænd mon kan klare at jage sammen, tilberede og fortære noget så eksotisk, som en påfugl på Sejerø må siges at være. Eksperimentet lykkedes.

Motiveringen for det noget barbariske jagteventyr var på forhånd beskrevet på denne lidt undskyldende måde: ”Sejerø er hjemsted for cirka 400 indbyggere og en bestand af vilde påfugle. Desværre skaber den farverige fugl ikke kun glæde blandt øens beboere. Den larmer nemlig fuldstændig meget. Derfor har Jørgen og Nikolaj sat sig for at få ram på fuglen.”

UMIDDELBART EFTER blev seerne vidner til en helt anden form for jagteventyr i det første af fire afsnit af den nye serie ”Mormor på mandejagt”.

Sandt for dyden også noget af et eksperiment. Spørgsmålet var her: Kan man finde den store kærlighed, når man som 70-årige Judith og 74-årige Susan befinder sig i livets efterår? ”For om man er 14, 26, 35 eller 70, så er jagten på kærligheden den samme: svær, følsom og rigtig, rigtig sjov.”

EFTER DEN SENE TV-AVIS blev det prisværdigt kritiske forbrugerprogram ”Kontant” sendt under den helt anderledes uappetitlige og meget lidt muntre titel ”Den falske kræftlæge”.

Vi fik et afskyeligt eksempel på et socialpsykologisk laboratorieforsøg: Hvordan kan man tjene hurtige penge på at udnytte dødssyges svigtende dømmekraft?

Med skjult kamera blev det heldigvis ubarmhjertigt afsløret, hvordan et påstået lægepar bedragerisk påstod at kunne helbrede mænd med prostatakræft.

Behandlingen skulle såmænd ”bare” koste 216.000 kroner og være helt uden bivirkninger. Programvært Jacob Kragelund opsøgte og forfulgte den falske kræftlæge for at få en forklaring. Det blev til et tragikomisk parløb.

Aftenen kunne så passende rundes af med DR 2’s Deadline om Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, og hans suspension af parlamentet til blot 14 dage før skilsmissen fra EU.

Jeg valgte nu det noget mere livsbekræftende første afsnit af den nye DR 3-serie ”Koden til kærlighed”. Her bestod eksperimentet i at matche otte singler til at blive fire ganske unge par ved hjælp af en såkaldt algoritme. Som det klinisk blev formuleret: Kan ”big data” forvandles til følelser

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder.