En troværdig samtale om tålmodighed og tryghed

I Jussi Adler-Olsens krimiromaner fremstilles mennesker som modsætningsfulde skikkelser på godt og ondt

I P1's ”Kultursøndag” lykkedes det at få krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen til at fortælle ret detaljeret om baggrunden for hans populære bøger. -
I P1's ”Kultursøndag” lykkedes det at få krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen til at fortælle ret detaljeret om baggrunden for hans populære bøger. - . Foto: Leif Tuxen.

DISSE SPALTERS OVERSKRIFT er et forsøg på i al korthed at videregive en præcis karakteristik af den seneste udgave af P1's ”Kultursøndag”. Denne gang med krimiforfatteren Jussi Adler-Olsen som gæst.

Programvært Morten Runge havde held til at få forfatteren til at fortælle endog meget detaljeret om baggrunden for sine populære bøger. Adler-Olsen er som søn af en i sin tid højagtet læge opvokset på flere psykiatriske hospitaler. Hvad han her så og erfarede, kan spores litterært.

I omgangen med såvel psykiatriske patienter som såkaldt almindelige mennesker og dermed også med kunstnere gælder det om tålmodigt at føre troværdig tale med henblik på at skabe trygge rammer af sanddruelighed. Egentlig er det vel, hvad verden altid har efterspurgt.

Hvordan dette behov kan tilfredsstilles, det arbejdes der i bedste fald anskueligt med på landets sociale og medicinske institutioner. Her dannes og bør der fortsat dannes samtalerum og gives samtaletid for mennesker i nød. Og her har Jussi Adler-Olsen fundet mange af karaktererne til sine romaner.

I netop hans krimiromaner fremstilles mennesker derfor som modsætningsfulde skikkelser på godt og ondt. At gøre sig til talsmand for troværdighed, tålmodighed og tryghed er også at ville belyse og forklare disse sindstilstande af lys og mørke.

Der er mere tale om midler end om mål. Det gælder om at kunne styrke et beredskab mod alverdens modsatrettede og truende former for utroværdige proklamationer og utålmodige handlinger baseret på ofte fordomsfulde meninger.

Det kan ikke siges ofte nok: At ville forstå og at ville forklare er ikke det samme som at ville undskylde og at ville forsvare. Jussi Adler-Olsen ser det også som sin lystbetonede opgave ”at meditere sig væk fra en virkelighed, som skam ellers er god nok”.

I den forbindelse undrede det mig, at han finder, at radioen i modsætning til bogen er et flygtigt medium. I dag forsvinder radioudsendelser jo ikke bare ud i den blå luft. De kan i utallige tilfælde genhøres via nettet.

Netop i en elektronisk massemedietid kan bøger derimod alt for let forsvinde i reolerne ved siden af alle de andre tålmodighedskrævende og derfor alt for tit ulæste eller kun delvist læste bøger. En af disse forsømte bøger er efter alt at dømme Bibelen. Selv præster har åbenbart ikke læst den med fornøden tålmodighed. Også teologer kan derfor i denne tid føre utryg og utroværdig tale. Sådan var det nu bestemt ikke i søndagens DR Kirken.

Evangeliet blev her forkyndt myndigt og klart af sognepræst Flemming Baatz Kristensen, akkompagneret på det smukkeste af Fredens Pigekor. Dagens tekst handlede om forklarelsen på bjerget. Det guddommelige gennembrud er blevet og bliver fortsat set og erfaret.

Opstandelse handler om at komme op at stå. Om livsmod, selv i tider hvor menneskeskabte verdensbilleder krakelerer for at nye og gamle kan (gen)opstå. - ”Rejs dig, din tro har frelst dig!”.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder