Prøv avisen

En vært, der taler lige ind i sjælen på børn

Foto: Tv-værten Sebastian Klein (midten). Foto: Simon Mouridsen

JEG VIL JO rigtig gerne gøre det godt, så de andre kigger på mig og siger: Han er sørme sej, ham der. Citatet er fra programmet Sebastian på dybt vand på DR Ultra, hvor værten, Sebastian Klein, i en række udsendelser har hjulpet et team fra Danmarks Akvarium med at flytte fiskene fra det gamle anlæg ud til Den Blå Planet på Kastrup Havn. Citatet og programmet omkring det indrammer fint, hvorfor dansk børnefjernsyn er i verdensklasse.

Vi har en vært, der taler lige ind i sjælen på børn fra 7 til 12 år (Ultras målgruppe), når han siger, at de professionelle dyrepassere rigtig gerne må synes, han er sej. Der bliver talt ind til, ikke ned til børnene.

Projektet er ægte. Fiskene skal flyttes, og gøres det ikke rigtigt, risikerer de at dø på rejsen. Dyrepasserne er dedikerede, og værtens glæde over og viden om dyr er grundtonen. Min 10-årige søn og jeg har set flere af programmerne og holdt vejret sammen med holdet, når det skulle vise sig, om de sjældne fisk ville spjætte med halen og leve videre i deres nye omgivelser efter den strabadserende flytning. Det er ikke overgearet, ikke belærende og ikke overdramatiseret. Til gengæld er der identifikation og fascination, så det batter.

At DR Ultra bygger på en lang tradition tilbage til B&U fra 1970erne, viste sig også, da man omformaterede det omdiskuterede Big Brother-koncept og kaldte det Ultra Huset. Forargelsen nåede lige at rejse sig inden premieren, men lagde sig hurtigt igen, da det viste sig, at Ultra Huset beboes af en lille gruppe børn i en uge, der hver især kommer med et problem, de gerne vil have hjælp til af de andre.

Den dygtige vært Joakim Ingversen er til stede med stor empati og gentager formålet i alle programmerne: Her i Ultra Huset er der kun én regel, og det er, at man skal hjælpe hinanden. Børnene bliver efter min bedste overbevisning ikke udstillet, men vender tværtimod hjem med ny energi, indsigt og selvtillid.

LÆS OGSÅ: Oplevelser kan lære os mere end argumenter

Ultra er også sjov. I går var der en hvinende morsom sketch med en kok uden arme og en interviewer med stor berøringsangst. Så mens den armløse kok lavede verdens mest ulækre frikadeller ved at smadre æggene ud på bordet, suge dem ind i munden og spytte dem ud i skålen for så at røre dejen sammen med næsen, tog intervieweren tilløb flere gange til at spørge ind til de manglende arme. Det grinede vi meget ad her.

Kun har jeg ét hjertesuk. Det er også på DR Ultra drenge, der laver det sjove og den grove satire. Det udmøntede sig i to indslag i går i løbet af et kvarter der handlede om lort. Jeg kan se på min søn, at han morer sig over det, men jeg spekulerer på, om piger på 10 år synes, det er morsomt. Jeg tror det egentlig ikke. Det er lavet af drenge til drenge. Så det burde være en opgave for de brillante idémennesker på Ultra at finde ud af, hvad pigebørn griner højt og larmende ad, finde dygtige unge kvinder med komisk talent og lave det.

Det ville måske også i det lange løb ændre lidt på den ensformige, drengehørmede standup-scene og ditto satire i voksenfjernsynet.

Gitte Løkkegaard er forfatter og journalist