EN RET OVERKOMMELIG måde at lave fjernsyn på består i at bede en flok kendte mennesker om at sidde og småsludre lidt uden at udsætte dem for nævneværdig modsigelse. Tilmed vrimler landet for tiden med statsministerkandidater, der kan være med til at peppe det hele lidt op.
Forleden var det Alternativets Uffe Elbæk, der sad i panelet i DR’s ”Aftenshowet”, og torsdag aften dukkede Enhedslistens Pernille Skipper op. Også hun vil være statsminister efter næste valg, og her var hun i selskab med musiker Anne Linnet, der har optrådt ved årets pridefest i København, hvor man hylder frisindet og de seksuelle varianter. Dermed kom samtalen hurtigt til at handle om tolerance og dette at inddele folk i faste kategorier – som om det nødvendigvis er en modsætning – og Pernille Skipper sagde, at hun aldrig har forstået behovet for at sætte folk i kasser, for vi er jo alle bare individer.
LAD OS LIGE HOLDE FAST VED den anskuelse, der nemlig kunne tyde på, at der er mere, Pernille Skipper ikke helt har forstået. Tilsyneladende abonnerer hun på den mere flydende og individfikserede tankegang, som de mere traditionelt sindede i flere vestlige lande er begyndt at vende sig imod, fordi de tror på, at der findes visse faste strukturer, som vi kan blive ved med at måle os selv og hinanden i forhold til. Kategorier hjælper mennesker til at orientere sig i verden og er ikke nødvendigvis af det onde.
Nu bliver Pernille Skipper jo næppe statsminister, men skulle det ske en dag, ville hun sikkert være i fare for at splitte befolkningen, idet hun synes at være fanget i det reservat af individorienteret og ikke folkeligt forankret tænkning, der skaber dybe kløfter i flere vestlige samfund i dag. For eksempel i USA.
Reservatet bebos ikke mindst af journalister, visse politikere og en del kunstnere, der hylder de samme holdninger og undrer sig dybt over, at nogen for alvor kan tænke anderledes.
DEN ÅRLIGE PARADE for seksuelle minoriteter udgør et slags tidens referencepunkt indeholdende et komprimeret udtryk for den samlede gode sandhed, og det er jo derfor, at man trods sit tolerante sindelag kan blive så umådeligt træt af den.
Det er forsamlingen af de ideologisk enige, der meget ofte mødes i tv-studier og sludrepaneler, og der stilles stort set ingen spørgsmål til de vedtagne paroler. DR’s journalister påtager sig heller ikke at stille dem, skønt det jo egentlig er deres job, og derfor må man gøre det selv.
Det store spørgsmål, som man sad tilbage med forleden, var, om man kan være statsminister, når man lægger ud med at understrege, at man simpelthen ikke forstår dem, der tænker anderledes end en selv? For eksempel dem, der tror på, at der findes visse kategorier, som vi hver især tilhører? Mand og kvinde, blot for at nævne to.
Hver gang en ny statsministerkandidat melder sig på banen, må man i disse identitetsbegejstrede tider stille sig selv ét bestemt spørgsmål. Ville han eller hun medvirke til at samle eller splitte folket.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.