Da jeg i weekenden sad og læste aviserne, sprang ligestillingsemnet ind i familiediskussionen. For nu at tage to af landets største var tre af overskrifterne i Politiken Hvad kan en kvindelig leder?, Kvoter: Vi ved ikke, om flere kvinder hjælper og Behøver det egentlig hedde politimand? og i Berlingske Op på jernhesten, kvinde!.
Ligestillingsdebatten har i de senere år fået et gevaldigt nøk opad med en hed debat, der udfolder sig i radio, aviser og på blogs.
LÆS OGSÅ: Med han, hun og hen i børnehave
Desværre er det ofte de samme emner, der debatteres: kvoter, kvinder, der skal ligne mænd, og som i Berlingske for nylig, hvor det drejede sig om enten at være karrierekvinde eller speltkvinde.
Debatten kommer ofte til at handle om, at kvinder skal opgive noget enten karriere eller familieliv. Begge dele kan åbenbart ikke forenes. Jeg kender imidlertid mange seje kvinder, som både har et fungerende familieliv og et godt job.
Det er dog klart, at de ikke også kan bage boller og deltage i alle skolens og vennernes aktiviteter. Som i andre af livets forhold må der prioriteres. Men er det ikke også sjovere at have et spændende og udfordrende job, selvom det er tidskrævende, kan tage på kræfterne og kræver prioritering?
Det ville være forfriskende, hvis debatten fokuserede på, at det faktisk er muligt at have en karriere og et familieliv, og hvordan samfundet bedre kunne understøtte begge dele, så vi ikke altid får enten-eller-diskussionen. Handler det ikke også om at finde den rigtige partner?
Egentlig er det ikke en debat, der har optaget mig, men det gør den, når den bliver så ensidig, og når den handler om, hvordan kvinder kan blive ligesom mænd. Hvorfor skal kvinder partout op på jernhesten? Særlig latterligt bliver det, når det ikke længere bør hedde politimand, og vi skal opfinde et kønsneutralt ord som det svenske hen.
Det ville desuden være interessant, hvis vi hørte mere om, hvad kvinderne i 30erne selv vil, og hvilke kompetencer der skal til for at nå til tops uanset køn i øvrigt. I stedet får vi den evindelige kvotediskussion.
For nylig spurgte Rambøll, om befolkningen vil have kvoter. Svaret var et rungende nej på knap 80 procent. Og 75 procent af kvinderne i undersøgelsen afviste det også. Selv professor Casper Rose blev overrasket, fordi medierne igennem lang tid har fremstillet kvotediskussionen som en vindersag.
Hvis kvinder ikke vil have kvoter, hvad vil de så? Det mangler vi svar på.
Er nejet for eksempel udtryk for en ligegyldighed over for ligestillingskampen anno 2012, som tidligere kvindegenerationer har kæmpet hårdt for? Vi har stadig ikke ligeløn, ligestilling på arbejdspladserne eller derhjemme, fordi det er kvinderne, der primært står for det huslige arbejde.
Optager spørgsmålet ikke kvinderne tilstrækkeligt til, at de vil blande sig i debatten? Det er ofte de samme kvinder, vi hører fra: Anne Sophia Hermansen, Sørine Gotfredsen, Kathrine Lilleør og Katrine Winkel Holm. Måske er nutidens kvinde i 30erne ligeglad med kønskampen og mere optaget af familielivet end arbejdslivet?