Er der ikke vel mange turister her?

Os, der snart skal ud og rejse i sommerferien, kan yde et lille bidrag ved at være civiliserede turister, skriver sognepræst om den overflod af turister, der præger de europæiske storbyer

Venedig er en af de storbyer, der oplever en overflod af turister.
Venedig er en af de storbyer, der oplever en overflod af turister. Foto: Stefano Rellandini / Reuters / Ritzau Scanpix.

”Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af.”

Nej, det er ikke en kommentar til den nye regering og dens politik, det er såmænd et citat fra ”Det Kommunistiske Manifest” af Karl Marx og Frederich Engels, som udmaler, hvordan kapitalismen går sin globale sejrsgang og river de gamle produktionsforhold op med rode.

Og ordene meldte sig, mens jeg så dokumentaren ”Invaderet af turister” på DR K. Ganske vist var det ikke den gamle industri, som fik det faste og solide til at fordufte, i byer som Barcelona, Venedig og Dubrovnik, det var turistindustrien.

En syndflod af besøgende, som ændrer bybilledet og næringslivet, får priserne til at stige, huslejerne i vejret og tivoliseringen til at accelerere. Ja, nogle af beboerne kunne føle, at deres by var ved at glide dem af hænde og forvandles til en turistet forlystelsespark. I Venedig, som årligt besøges af 30 millioner turister, var der en turist, som spurgte: ”Hvornår lukker Venedig?”, som var det et tivoliland og ikke en by.

I Dubrovnik lagde borgmesteren ikke fingrene imellem, når det kom til kommercialiseringen af byen: ”Jeg plejer at sige i mine reklamer, at jeg er ikke borgmester, men direktør for et selskab med 15.000 aktionærer, altså indbyggerne.”

Det er jo klar tale, men nu er der også nogle indbyggere, som har en aktie i deres by som andet og mere end en turistmagnet, som et fællesskab af borgere og ikke bare kunder og dem, som servicerer dem. I Dubrovnik havde tilstrømningen af turister ændret erhvervsstrukturen, så servicefagene var blomstret op, mens akademikere og lærere forlod byen. Nu kunne en turistguide også tjene mere end en professor.

I Venedig var der borgerne, som havde fået nok af de store krydstogtskibe, der er en belastning for miljøet og de gamle bygninger, og de havde dannet en protestgruppe med navnet No grandi navi (Ingen store skibe). Krydstogtskibene er også grotesk store og udgør et bizart syn, når de glider ind i den gamle by. De blev mødt af en mand med en megafon, som råbte til passagerne: ”I ødelægger Venedig. I er ikke velkomne.”

Men turismen er også en indtægtskilde af rang, og der var driftige beboere i de respektive byer, som priste turismens muligheder for at drive forretning og få sig en hæderlig indkomst.

De venetianske gondoliere blev ikke interviewet, men en professor fortalte, at en gennemsnitlig gondoliere havde en årlig indtægt på 100.000 euro og blev beskattet ud fra en forventet indkomst på 35.000 euro. Det var ikke så dårligt at være med på den galej eller gondol. Og hvem af os har snart ikke været storbyturister? Det er efterhånden ikke mange.

De fleste af os er villige passagerene på den rejselystne flåde, og selvom krydstogskibe og flyrejser også har deres pris i CO2, er mangen en klimaprædikant ikke for god til selv at stige om bord. Det var nu heller ikke nogen i dokumentaren, som ville afskaffe turismen, men behovet for mere skånsomme former er udtalt. Os, der snart skal ud og rejse i sommerferien, kan yde et lille bidrag ved at være civiliserede turister, som ikke tror, at alt i det fremmede er til for vores skyld.

Jesper Bacher er sognepræst.