Prøv avisen
Mediekommentar

Er pædofile mennesker eller monstre?

Sagen er den, at ethvert sundt samfund med fuld ret afskyer pædofili og ikke levner nogen plads for udlevelse af en sådan perversion. Alt andet ville være himmelråbende ubarmhjertigt over for børnene. Ikke desto mindre må hadet ikke skygge for indsigt, skriver sognepræst. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Jesper Bacher

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I den norske dokumentar ”Indenfor – Monstrene og mig”, som mandag blev vist på DR 3, gjorde værten Emma Clare Gabrielsen et forsøg på at på at forstå de pædofile. Ikke for at forsvare eller undskylde dem, men fordi de er til, ligesom ofrene for deres mørke lyster, skriver sognepræst

PÆDOFILI ER kvalmende. Man kan spørge, om det overhovedet har nogen plads i en pæn avis? Der er jo tale om den ultimative perversion. Men virkeligheden er sommetider meget grim, og det bør ingen avis være for pæn til at skildre.

Desuden er det i de mørke grænsetilfælde, at vores menneskesyn virkelig rystes og kommer på prøve. Man kan være nok så pæn, rummelig og tolerant og have humanistiske meninger om de kriminelle. Tanken om, at en pædofil skulle komme i nærheden af vores egne børn, kan imidlertid vække en nådesløs selvtægtsmand i de fleste forældre. Ja, er de pædofile overhovedet mennesker eller snarere monstre i menneskeham?

Had har generelt et dårligt ry, dog må de pædofile gerne hades. Men kan man forstå pædofile uden i øvrigt at vise forståelse for lysten for slet ikke at tale om overgrebene? At forstå alt er ikke nødvendigvis at tilgive alt, men forståelse er en forudsætning for at træffe de rigtige forholdsregler.

I den norske dokumentar ”Indenfor – Monstrene og mig”, som mandag blev vist på DR 3, gjorde værten Emma Clare Gabrielsen et forsøg på at på at forstå de pædofile. Ikke for at forsvare eller undskylde dem, men fordi de er til, ligesom ofrene for deres mørke lyster.

Emma Clare Gabrielsen spurgte på sit syngende norsk, hvordan det er at være et af samfundets mest forhadte mennesker og aldrig at kunne dele sine inderste tanker med andre. Det ville selvfølgelig være anderledes let, hvis de pædofile var en udsat og ynkværdig minoritet, som levede under samfundets ubarmhjertige udstødelse. Sagen er bare den, at ethvert sundt samfund med fuld ret afskyer pædofili og ikke levner nogen plads for udlevelse af en sådan perversion. Alt andet ville være himmelråbende ubarmhjertigt over for børnene.

Ikke desto mindre må hadet ikke skygge for indsigt, og værtens journalistiske nysgerrighed drev hende til at opsøge pædofile for at høre om deres lyster og liv. De optrådte selvsagt anonymt, mens de fortalte om deres afsporede seksualitet. Nogle bedyrede, at de aldrig ville begå overgreb, mens andre var sigtet og dømt for besiddelse af børnepornografisk materiale og fysiske overgreb.

En svensk psykiater mente, at pædofili kunne udspringe af en hjerneforstyrrelse. Han anførte, at ligesom dårlig opførsel hos nogle børn ikke skyldtes dårlig opdragelse, men kunne diagnosticeres som adhd, så behøvede pædofili ikke skyldes en moralsk afvigelse. Det bekræftede opfattelsen af pædofili som sygeligt, men netop fordi de pædofile er mennesker, selvom de tænker og sommetider også handler monstrøst, må de fastholdes på deres ansvar. Lyster er så mange slags, men de er ikke nødvendigvis en lov. Civilisation er også, at mennesker ikke kun gør, som de har lyst til.

I Bergens fængsel prøvede man at frembringe skyldserkendelse og ansvarsfølelse med Norges eneste behandlingstilbud for sædelighedsdømte. I terapiseancen taltes der om kognitiv forvrængning som forsøget på at retfærdiggøre handlinger, man godt vidste var forkerte. Det er en vej at gå. Hvor der er anger og skyld, er der menneske i monstret.

Jesper Bacher er sognepræst.