Er vi for mange eller bare for bange?

Klodens befolkning er ulige fordelt. Vesten mangler mennesker, fordi befolkningen ikke reproducerer sig selv. Selvrealisering tager tid, og børn helst ikke må tage for meget tid

Den amerikanske mediemogul og grundlægger af CNN, Ted Turner (billedet), mener, at overbefolkning kan tvinge os til kannibalisme i fremtiden. -
Den amerikanske mediemogul og grundlægger af CNN, Ted Turner (billedet), mener, at overbefolkning kan tvinge os til kannibalisme i fremtiden. - . Foto: Phil McCarten .

ER VI FOR MANGE på Guds grønne jord? Det er der nogle, som vil hævde. Da verdens befolkning rundede syv milliarder mennesker i 2011, anlagde FN-systemet i hvert fald en bekymret mine. Fører fremgangen i nye hoveder til verdens gradvise undergang? Hvordan mætte så mange munde og hvordan få Jordens ressourcer til at række?

Demografiske dommedagsprofeter forudser økologiske katastrofer med for mange mennesker. Den amerikanske mediemogul og grundlægger af CNN, Ted Turner, mener ligefrem, at vi kan blive tvunget til kannibalisme, hvis udviklingen fortsætter. På et monument i den amerikanske delstat Georgia (Georgia Guidestones) hævder den anonyme ophavsmand, at Jorden ikke kan bære mere end 500 millioner mennesker, og så er der godt nok mange, som skal væk.

Men fører flere mennesker virkelig til Jordens undergang? Det satte den østrigske dokumentarist Werner Boote sig for at undersøge, og det resulterede i ”Overbefolkning - hvem og hvor?”, som tirsdag løb over skærmen på DR 2. Werner Boote var en venlig mand, som med paraply i hånd rejste fra kontinent til kontinent for at blive klogere på sagen.

Han talte med høj og lav, og efterhånden som programmet skred frem, begyndte dommedagsscenariet at falme. Er der virkelig for mange mennesker i verden, eller er der snarere for lidt anstændighed og sund fornuft? En ung afrikaner påpegede, at selvom der ofte siges, at der er for mange mennesker i Afrika, så bor der faktisk kun 40 mennesker pr. kvadratkilometer i Afrika, mens Vesteuropa er beboet af 170 mennesker pr. kvadratkilometer.

”Mennesker er en katalysator for vækst,” hed det. Det er ikke antallet, som er problemet, det er politikken. Hvem kan også sige, hvor mange mennesker verden kan rumme? Kloge folk ville have forsvoret, at vi kunne være så mange, som vi faktisk er i dag. Og de, som mener, vi er alt for mange, mener tilsyneladende ikke, at de selv er overflødige. Også dybdeøkologer tager plads, men der skal selvfølgelig være nogen til at fortælle andre, at der ikke er plads til flere.

Desuden er der dele af verden, hvor der mangler mennesker. For eksempel i Vesten, hvor befolkningen ikke reproducerer sig selv, fordi selvrealisering tager tid, og børn helst ikke må tage for meget tid. Fald i befolkning er et forfaldstegn. På min egen sydhavsø daler befolkningstallet år efter år, og vi kunne sandt for dyden godt bruge flere mennesker. Der er rigeligt med plads både geografisk og i hjerterne.

Når det er sagt, må det også tilføjes, at man ikke bare kan fordele menneskerne med jævn hånd hen over Jordens lande. En politisk aktivist fra Bangladesh foreslog ellers, at mennesker skulle have samme bevægelsesfrihed som kapitalen.

Der er imidlertid forskel på penge og mennesker. Kunne alle bosætte sig, hvor de ville, ville nationer gå under og folkeslag blive hjemløse. Store dele af Bangladesh kunne nok tænke sig at flytte til Danmark, men hvad bliver der så af Danmark?

Jesper Bacher er sognepræst