Hvem kan sige sig fri fra nostalgi? Undertegnede kan i hvert fald ikke, og under et lettere anfald af hin stemning fik jeg lyst til at gense et afsnit af ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” på DR K.
Museumsmanden med det viltre hår og den høje buksetalje, som i tv-monopolets dage var vært og fortæller i en serie om danmarkshistorien på i alt 12 afsnit. Jeg var 12 år, da det sidste afsnit løb over skærmen i 1983, og fra dengang husker jeg manden, stemmen og de vekslende omgivelser, hvor Erik Kjersgaard fortalte fra. Derimod fik jeg ikke rigtigt fat i Erik Kjersgaards vid og bid, hans humor og brod.
Men det er heldigvis ikke for sent, og det sidste af danmarkshistorien, hvor Erik Kjersgaard trækker de store linjer op og prøver at se ud i fremtiden, var en ren fornøjelse.
Det er altså noget over en tv-vært, som er Des med seerne, taler smukt og formfuldendt og citerer såvel på runemål som på latin. Selvfølgelig ikke uden at oversætte, men alligevel. I det sidste afsnit af sin serie filosoferede Erik Kjersgaard over historiefaget og afviste, at der skulle være ufravigelige naturlove for historien og dermed også de, som mente at vide nøjagtigt, hvordan historien ville ende. Direkte henvendt til seeren siger Erik Kjersgaard så, at de måske ville bemærke hans ironiske afstandtagen til den slags forestillinger. Bemærk venligst ironien. Hvem siger sådan i dag?
Ironien var også med, da Erik Kjersgaard fortalte om de historikere, som helst ville skrive nationalismen ud af historien i lyset af de krige og den ulykke, som nationalismen havde afstedkommet særligt i det 20. århundrede. Hertil bemærkede Erik Kjersgaard tørt, at det var ”noget i retning af at ville sætte en stopper for jalousidrab ved at forbyde erotik”. Nej, det nationale var en drivkraft i historien, og Erik Kjersgaard citerede ”Klagesangen over Danmarks ulykke” fra 1329. Hvorfor klage over landets ulykke, hvis man ikke holder af det?
Erik Kjersgaard fortalte nuanceret om det særligt danske, som ikke så meget handlede om national oprindelse, men om skik og brug, tilpasning og modtagelse af det, som ofte var kommet udefra. Der blev også berettet om de folk, som gennem tiden var kommet udefra, og Erik Kjersgaard kunne fortælle, at Vimmelskaftet, hvor Kristeligt Dagblad nu har adresse, engang blev kaldt Tyskemandegade på grund af de mange tyskere. Det synes dog ikke at have sat sig i den redaktionelle linje.
Også modersmålet blev fint beskrevet og sammenlignet med at vokse op i et sært, gammelt hus med underlige krinkelkroge. ”Ikke særligt logisk, men bare fortroligt”.
Til sidst advarede Erik Kjersgaard mod den gæld, som de fremtidige generationer kom til at betale for deres fædres gøren og laden. For at understrege pointen holdt han sin søn i hånden, en lyshåret knægt, som hurtigt fik lov at løbe hen på den nærliggende legeplads. Det var såmænd Clement Kjersgaard, kendt for mangt et debatprogram. Ja, historien kan fortælles og analyseres, men ikke forudsiges. Lærdom og ydmyghed, Erik Kjersgaard havde begge dele. Det er nu en smuk kombination.
Jesper Bacher er sognepræst.