Prøv avisen
Mediekommentar

Kurt Strand: Satiretegningen er et anerkendende ”håndtryk”

Formand for Folketinget Pia Kjærsgaard (DF) betragter Jens Julius Hansens tegning af hende selv ved åbningen af udstillingen i "Hofnar eller folkestyrets vagthund - politiske satiretegninger gennem 100 år" i Rigsdagsgården ved Christiansborg i maj måned. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Af Kurt Strand

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Satiretegninger gør det formentlig bedre end tusindvis af ord. Allerede ved deres tilblivelse har de levet op til et fundamentalt krav om, at begivenheder og personer skal være genkendelige for modtagerne, skriver Kurt Strand i forbindelse med en ny udstilling

”Det er en stor ære. Det er jeg da glad for, for så er man da ikke blevet glemt…”

De citerede ord kommer fra den socialdemokratiske nestor Mogens Lykketoft, som i en lille film på kunstmuseet Nivaagaard i Nordsjælland fortæller om sit forhold til satiretegninger. Anledningen er en udstilling – som åbnede i går – med satiretegninger fra de seneste fire årtier, udtænkt og udført af Berlingskes Jens Hage.

Og netop den anerkendelse, som en satiretegning i et nyhedsmedie udtrykker, er central også for Folketingets formand Pia Kjærsgaard, for som hun siger i filmen på museet:

”Det betyder jo, at man har gjort sig gældende. At man er blevet lagt mærke til.”

De fleste af satiretegningerne på det nordsjællandske museum er samtidig udgivet i bogform, og det kan umiddelbart virke temmelig ulogisk både at udstille og udgive streger, der refererer til konkrete, måske for længst glemte begivenheder i nyhedsstrømmen. Men faktisk giver det mening at samle ”hakkelsen i døgnets rejsestald” – som nyhedsformidling af og til kaldes – fordi den leverer en række øjebliksbeskrivelser, som set i sammenhæng fortæller et stykke samtidshistorie.

Og satiretegninger gør det formentlig bedre end tusindvis af ord. Allerede ved deres tilblivelse har de levet op til et fundamentalt krav om, at begivenheder og personer skal være genkendelige for modtagerne, for ellers giver forsøget på at spidde med en spids pen ingen mening. Derfor kan de store linjer i dansk politik læses ud af samlingerne med Jens Hages tegninger.

Fælles referencer er altså afgørende. Og der er ingen tvivl om, at det med et mere og mere fragmenteret medieforbrug fremover vil være vanskeligere at lave et forståeligt historisk tværsnit med satiretegninger.

Et særligt træk ved satiretegninger er karikaturerne. På den ene side skal figurerne være til at genkende, men de skal også fremstå sjove, anderledes og måske endda lidt groteske for at fungere. For Jens Hage – som for andre satiretegnere – er næsen noget ganske særligt:

”Næsen er det mindst karakterbærende træk, fordi vi normalt har front mod hinanden, når vi taler sammen. Og der lægger vi ikke rigtig mærke til den. Men i profil bliver næsen markant, og derfor kan man overdrive næser, så personen stadig ligner,” forklarede han i et interview, som jeg forleden lavede til P1’s ”Mennesker og medier”.

Tilmed kan en karikeret figur jo vise sig at blive glad for en ny næse. Mogens Lykketoft er således ”opmuntret over, at Jens Hage tildeler mig en længere og mere spids næse end den klump, virkeligheden har givet mig”.

Glæden over den måde en satiretegner udtrykker sig på, bunder naturligvis i den anerkendelse, stregerne som nævnt repræsenterer. En slags – med den aktuelle debat om krav til nye statsborgere i baghovedet – anerkendende ”håndtryk”.

Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.