Der er opbrud over alt. Sådan virker det: Skoler lukkes. Biblioteker brænder bøger. Postbude har ingen breve. Universiteter nedlægger sprogfag. Landsbysamfund river huse ned. Ude i den store verden tømmes nationer for indbyggere, ligesom have tømmes for fisk, regnskove for træer og vildtreservater for vildt.
Banker er pengeløse. Kirker er endnu ikke gudløse og mennesketomme. Men de politiske partier mister medlemmer. Løfter tømmes og minder om den gamle talemåde: Tomme tønder buldrer mest. Formerne tiltrækker sig opmærksomheden - ikke indholdet.
Det sidste er en iagttagelse, der i lørdags blev fremhævet i P1's: ”Bagklogskab” og ”Ugens gæst” med henholdsvis forfatteren Carsten Jensen, inviteret af programvært Esben Kjær, og tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, inviteret af programvært Pia Røn.
Ejendommeligt var det, at Jensen påviste, at ”alle rasede over tonen, da Mogens Lykketoft kaldte Lars Løkke 'en lille svindler' og den tidligere regering 'talentløs' - hvorfor spørger ingen, om han havde ret?” - vel at mærke samtidigt med at Jensen kom med den ene injurierende udtalelse efter den anden.
Uden eksempler hed det: ”Pia Kjærsgaard er den mest ryggesløse demagog”. Og om Danmark: ”Et lille land der er ved at udvikle sig til at blive en ondskabsfuld landsbytosse”. Sådan blev der blokeret for opfattelsen af andre ellers værdifulde iagttagelsers indhold.
Et helt anderledes positivt billeddannende sprog benyttede Bonnichsen sig af i ”Ugens gæst”. Han sammenlignede sig selv med en frø i vand under langsom opvarmning. Pludselig bliver temperaturen for høj, og så springer den. Sådan også med hans forhold til partiet Venstre!
Apropos billeddannelser vedrørende den aktuelle politiske situation, så bragte radioen midt imellem de to udsendelser meddelelser om, at større og større områder af Danmark er ved at blive omdannet til sump. Det var dog ikke billedligt talt! Nej, grundvandet er faktisk steget med en halv meter.
Det mindede mig om min tidlige krigsbarndom i Holme syd for Århus. Holme er et ældgammelt stednavn, der også findes i England, og som markerer et landskab præget af vandhuller, damme, kær og fugtig engjord. I dag er de forhen så vandrige lokaliteter drænede, asfalterede og tæt bebygget.
Gad vide om de igen vil få grundvandet at føle i Elverdalen bag Kridthøj. Som drenge af 1940'erne levede vi dér i et eventyrligt moselandskab fyldt med frøer, hundestejler, salamandere, igler, myggelarver, vandkalve og haletudser. Guldsmede fløj som helikoptere over vandfladernes lag af andemad.
Åh ja, gid en ny tids sumpe i form af rekreative områder og nye vandmiljøer i det mindste bliver til gavn for insekter, padder og tiltrængt lykkebringende storkefugle! Tiltrængt, fordi klodens folkehav også stiger og går over alle bredder. Måtte vi i den forbindelse kende vores besøgelsestid og genvinde den tabte good will og det gode omdømme!
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder