Et judaskys uden bid

Judasevangeliet er en kilde til 100-tallets gnosticisme, men ikke til den historiske Jesus

Uddrag af maleri af Judaskysset af ukendt kunstner.
Uddrag af maleri af Judaskysset af ukendt kunstner. Foto: .

Sommeren er agurketid, og i mangel af bedre kan man altid lufte bedagede sensationer.

Således sendte DR 2 lørdag eftermiddag et National Geographic program betitlet Judas helt eller forræder? Udsendelsen handlede om det såkaldte Judasevangelium, som for nogle år siden blev restaureret, oversat og siden præsenteret som et skelsættende skrift, der måtte få kirken til at revidere synet på Judas Iskaroit som den store forræder. Ja, i begyndelsen af Judas helt eller forræder? blev der ligefrem talt om en bombe under troen, som kunne udløse en religiøs krise.

LÆS OGSÅ:
Judas Iskariot

Har man ikke set det før; denne trang til at afsløre traditionel kristendom som den store illusion, det ultimative åndelige svindelnummer, den institutionelle megaløgn? Jeg tænker sommetider på de storskrydende kritikere som små drenge, der står og tisser op af en katedral i håbet om, at den snart vil vælte i kraft af deres udgydelser.

Men ret skal være ret, og selvom Judasevangeliet kan (mis)bruges i ovennævnte øjemed, så fremstod de fleste forskere i udsendelsen som meget sobre, og ved nøje granskning og Kulstof 14-datering kunne det fastslås, at det koptisksprogede manuskript til Judasevangeliet stammer fra omkring år 280. Judasevangeliet er også kendt af omtale hos kirkefaderen Irenæus, som cirka år 180-185 stempler det som et kættersk skrift.

Og med god grund! Judasevangeliet er nemlig udtryk for den såkaldte gnosticisme, en tankegang som taler om vores guddommelige gnist, og som skelner mellem den onde skabergud og den gode frelsergud. Et blodfattigt, verdensforagtende sværmeri og en gammel kræftsvulst på kirkens legeme. Nu er der selvfølgelig dem, som vil sige, at der bare er tale om en anden kristendomsform end den gængse, men den, som melder sig ud af kampen mellem sandhed og løgn, melder sig ud af selve livets kamp.

De ældste kilder til kristendommen findes uden saglig diskussion i Det Nye Testamente, og her tegnes der et noget andet billede af Jesus og Judas end det, som fremgår af Judasevangeliet. I Judaseevangeliet er Jesus og Judas særlige hjertevenner. Faktisk er Judas den eneste, som rigtigt forstår mesteren, mens de andre disciple ikke fatter dybden i budskabet. Blandt andet er der en episode, hvor Jesus bryder ud i latter, fordi de øvrige disciple tilbeder Gud som himlens og jordens skaber. Hvor lattervækkende for en gnostisk besserwisser, men hvad er sandsynligheden for, at jøden Jesus skulle have skraldgrinet af bøn til Gud som altings skaber?

Nej, som en forsker sagde det, er Judasevangeliet en kilde til 100-tallets gnosticisme, men ikke til den historiske Jesus. Bomben viste sig at være en fuser.

Jeg mindes, hvorledes en veninde for nyligt viste mig sin rosenhave, så kirkefaderen Tertullians smukke ord meldte sig i blomsterduften: Hvis jeg giver dig en rose, vil du ikke foragte dens skaber. Kunne man bare kvæle kætteri i roser.

Jesper Bacher er sognepræst