Et lille hjørne af en kompliceret historie

I årets sidste udsendelse af "Indefra med Anders Agger" besøger journalisten Sandholmlejren, hvor tusinder af asylsøgere får deres sager afgjort. Det kom der ifølge Kurt Strand endnu en vellykket udsendelse ud af, som ikke udgiver sig for mere, end den er

Når Anders Agger er en dygtig tv-fortæller, skyldes det hans evne til at anskueliggøre for sig selv, hvad det er, han vil bringe videre til seerne. Det viste han igen på fornem vis i DR 2's dokumentar ”Indefra” fra Sandholmlejren.
Når Anders Agger er en dygtig tv-fortæller, skyldes det hans evne til at anskueliggøre for sig selv, hvad det er, han vil bringe videre til seerne. Det viste han igen på fornem vis i DR 2's dokumentar ”Indefra” fra Sandholmlejren. . Foto: Søren Hartmann/DR.

”Jeg regner med, at vi holder en pause cirka en gang i timen, så lad os lige tage en kop kaffe med ind“”

Ordene kom fra en af de jurister, som dagligt holder menneskeskæbner i sin hånd, når han udfritter asylsøgere om deres baggrund, rejserute og årsag til at bede om beskyttelse i Danmark.

Juristen medvirkede i ”Indefra med Anders Agger” mandag aften på DR 2 - i den sidste og tiende udsendelse i år på besøg i Sandholmlejren i Nordsjælland, hvor tusinder af asylsøgere får deres sager afgjort.

Dér skal Udlændingestyrelsens sagsbehandlere dagligt balancere mellem, som det blev udtrykt, ”paragraffernes kælderkolde jura og almindelig menneskelighed”.

Ikke nogen nem opgave, og det blev da også vist med al tydelighed, at det i praksis kan være umuligt at skelne rigtigt fra forkert, når asylsøgere fortæller deres historier og måske ikke altid bliver oversat helt præcist af den tilstedeværende tolk.

Udsendelsen blev derfor et meget konkret nedslag i den fortsat tætte strøm af mennesker, som flygter fra krig, fattigdom og udsigtsløs fremtid. Og med sin vanligt tilbagelænede og dog veltilrettelagte fortællestil lykkedes det igen Anders Agger at tage seerne med bag mure og beslutningsprocesser, hvor der normalt er adgang forbudt.

Hans metode er lige så enkel, som den er kompliceret: Evnen til at være nærværende, lytte og registrere det usagte er helt afgørende for at lykkes med udsendelser om vanskelige emner som liv og død, psykisk sygdom og flugt. Men hvor enkelt og selvfølgeligt det end lyder, ligger nøglen til udsendelsernes lavmælte insisteren i nøje og tilrettelagte overvejelser, før der bliver trykket ”record” på kameraets røde knap.

Når Anders Agger er en dygtig tv-fortæller, skyldes det således hans evne til at til at anskueliggøre for sig selv, hvad det er, han vil bringe videre til seerne. Som han formulerede det i kollegaen og P1-journalisten Claus Vittus' bog om reportage, ”Jeg står lige her“”, i 2001:

”Fortælleteknik er en ekstremt vigtig disciplin. Det er dig, der har ansvaret og den dramaturgiske pegepind i hånden. It's your business. Du har puslespillet liggende foran dig. Du skal ned at pege på den brik, der betyder mest for dig. Og dermed også for historien. Det er et dybt subjektivt valg.”

Netop erkendelsen af subjektiviteten er vigtig. Det er i sidste ende Aggers valg, at han overhovedet vil beskæftige sig med sagsbehandlerne i Sandholmlejren. Det er ham, som udvælger de scener, han bringer videre. Og dermed også ham, som vælger fra og beslutter, at noget er mere vigtigt end noget andet.

En række bevidste beslutninger skaber dermed den færdige udsendelse og frem for alt en god historie, fordi fortælleren tør stå ved sine subjektive til- og fravalg.

Lakmusprøven på, om han gør det ordentligt, er en test af, om slutfacit fremstår fair over for historien, kilderne og seerne.

Det gjorde mandag aftens ”Indefra”, som ikke udgav sig for mere end det, den var: et lille hjørne af en stor og kompliceret historie om den aktuelle strøm af flygtninge med kurs mod Europa.

Kurt Strand er forfatter og journalist