Dalai Lama er Vestens vinrøde yndlingsmunk

Det er en lidt billig omgang at ankomme som det store åndelige forbillede og ikke blive udfordret mere angående sin noget floskelagtige omgang med det religiøse, mener Sørine Gotfredsen

Man kan undre sig over, hvordan Dalai Lama skaber så stor ærefrygt omkring sin person, for mandens tale om det religiøse virker naiv og overfladisk som en slap prædiken på en søndag formiddag, mener Sørine Gotfredsen.
Man kan undre sig over, hvordan Dalai Lama skaber så stor ærefrygt omkring sin person, for mandens tale om det religiøse virker naiv og overfladisk som en slap prædiken på en søndag formiddag, mener Sørine Gotfredsen. Foto: Claus Bech.

MIDT I DENNE ONDE VERDEN er der brug for en skikkelse, der signalerer alt det gode, vi ikke kan finde ud af at realisere.

Ingen udfylder vel denne rolle bedre end Dalai Lama, Hans Hellighed fra Tibet, Vestens vinrøde yndlingsmunk, der altid med sin ankomst skaber en vis forlegenhed.

Således også i disse dage, hvor man har undgået akavede scener i stil med Poul Nyrup Rasmussens (S) møde med Dalai Lama i 2000 i en lufthavn og Lars Løkke Rasmussens (V) møde i 2009, hvor han understregede, at han ikke hilste på Hans Hellighed som statsminister, men mere for hyggens skyld.

Hvilket dengang fik Helle Thorning-Schmidt (S) til at udtale, at statsminister er man hele døgnet, og naturligvis skal man møde Dalai Lama.

Til hendes store held har denne ikke officielt ønsket at møde hende, og hun har bestemt heller ikke selv inviteret, men foretrækker at pleje relationen til Kina. Ak ja, den realpolitik.

Den selv-erklærede buddhistiske marxist er verdsligt set en uhåndterlig størrelse, men til gengæld er han i åndelig forstand højt elsket, og mange forventede sikkert rene guldkorn, da han onsdag morgen afholdt pressemøde.

DR 2 transmitterede direkte, og Dalai Lama sad afslappet og småklukkende og beskrev, hvordan den fælles meddelelse i religionerne jo handler om kærlighed og tilgivelse, idet de bygger på samme grund.

Beklageligvis findes der korrumperede mennesker, der - som i Syrien - bruger religionen i et ulykkeligt ærinde, men grundlæggende handler det om dialog og indre fred.

Jeg tilstår gerne, at jeg løbende undrer mig over, hvordan Dalai Lama skaber så stor ærefrygt omkring sin person. For det er ikke specielt interessante, endsige dybe ting, han siger, og hvis man undlader at blive fornærmet over, at han troede, at monarken her i landet er en konge og ikke en dronning, var hans enetale på et svært forståeligt engelsk ikke opsigtsvækkende.

Talen om de universelle værdier og forståelse mellem alle syv milliarder mennesker på kloden opfattes måske nok inspirerende for nogen - for eksempel for Zenia Stampe (R), der roste Dalai Lama efter pressemødet - men ret beset fremstår mandens tale om det religiøse lige så naiv og overfladisk som en slap prædiken på en søndag formiddag.

Det er dog naturligvis ikke det danske pressekorps, der graver lidt i, om han virkelig mener, at alle religioner i samme grad fremmer kærlighed og tilgivelse i en tid, hvor netop religiøse kræfter hærger uhæmmet.

For danske journalister er opdraget til at tænke økonomisk og politisk, og onsdag morgen stillede de først og fremmest spørgsmål til forholdet Tibet, Kina og Vesten imellem.

Det er naturligvis også væsentligt, men det er jo en lidt billig omgang at ankomme som det store åndelige forbillede og ikke blive udfordret mere angående sin noget floskelagtige omgang med det religiøse.

Det siger noget om tidens paradoks. Religiøsiteten fylder mere og mere på verdensplan, men hverken politikere eller journalister synes helt at forstå betydningen af det.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist