Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Mediekommentar

Rørende dokumentar fra grænselandet om familiesammenhold og mørke arveanlæg

Familie og venner var samlet for at fejre den 90-årige Anna Elisabeth Gonge i den livsbekræftende dokumentar ”Et lyst sind” på DR 1. Foto: DR

En 90-årig sønderjyde blev fejret som det samlende midtpunkt i sin familie. Danmarks Radio skal have tak for at sætte fokus på både gammelsund kristelighed og sygdomsbærende arveanlæg, skriver Leif Hjernøe

ATTER EN GANG skal der herfra sendes en stor tak til de medvirkende i DR 1-dokumentaren ”Et lyst sind”. Tak fordi endnu en familie fik mulighed for beredvilligt at videregive både modigt indhøstede og dyrekøbte erfaringer.

Centreret omkring en reportage fra en landligt arrangeret 90-årsfødselsdag lykkedes det i mandags instruktør Anna Elisabeth Jessen at fremstille et gedigent stykke af en dramatisk familiekrønike. Et både personalhistorisk og danmarkshistorisk værdifuldt filmisk dokument.

Vi fik indblik i, hvordan man på de sønderjyske kanter forstår at finde sammen i festligt lag. Slægt, familie og venner var samlet for at fejre den 90-årige Anna Elisabeth Gonge, som på det hjerteligste blev hyldet som festens naturlige midtpunkt.

Det myndigt livsduelige fødselsdagsbarn var vel at mærke ikke alene mærkedagens naturlige, men også meget ansvarsbevidste hovedperson. Der var tale om og tale til en viljestærk kvinde af den slags, der hele livet har været et fast holdepunkt for såvel søskende som egne døtre og børnebørn.

Med enkle og stærke virkemidler formåede udsendelsen at skildre livsholdninger, der tydeligvis var prægede af den form for livsbekræftende og lysende indremissionsk kristendom, som ellers tit mødes af mange fordomme. Der blev talt om from, national og kongetro grænselandsholdning til liv og død.

Helt uden at bringe skår i glæden fik seerne forklaret, hvordan en ellers varmt lysende slægtskabsfølelse også kan præges af en livslang kamp mod arveanlægs mørke magt. I dette tilfælde den med rette frygtede, arvelige og uhelbredelige Huntingtons sygdom, også omtalt som Huntingtons chorea.

Det græske ord khoreia betyder dans. Og det er en billeddannende betegnelse for den fremadskridende, arvelige demenssygdom, der først viser sig i voksenalderen og da med symptomer i form af ufrivillige bevægelser. Det er i dag muligt på forhånd at få konstateret, om man er bærer af genet for Huntingtons sygdom.

Udsendelsen fik på trods af - ja, vel nærmest i kraft af - dette dystre skæbnefællesskab et forløb præget af munterhed og mange smil. Når familien begraver sine døde, sker det i bevidsthed om et liv efter døden: ”Vi har jo et sted, hvor vi kan gå hen. Og nu siger vi så tak for lån.”

Noget nær det samme, om end med en anden betydning, kan der så skrives her: Tak for lån af de mange livsbekræftende ord og en stilfærdigt eksemplarisk kristelig forkyndelse. Et i alle måder smukt billede af en karakteristisk grænselandsmentalitet.

Men det var altså også en påmindelse om, at den nyeste arvelighedsforskning ikke alene kan frembringe positiv ny viden om menneskets oprindelse og udvikling, sådan som professor i genetik Eske Willerslev fortalte om det i mandagens udgave af P1's ”Hjernekassen”. Genetik handler også om arveanlægs mørke magt. Vi kan være disponerede på både godt og ondt. Arvesynd kan man vel kalde det sidste?

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder