”DSB AFLYSER TOG på strækningen Herning-Struer, Thisted-Struer og Langå-Struer. Også Arriva aflyser tog, Hverken DSB eller Arriva har indsat togbusser i stedet.”
Ovenstående trafikmelding som følge af orkanen Johanne, citeret fra DR’s ni-radioavis i går, indeholder et interessant ord, som i de senere år har sneget sig ind i sproget: togbus.
En mærkelig og sært sammensat konstruktion af to rullende transportmidler, der er meget forskellige i virkemåde, komfort og kapacitet. Og som derfor i bedste fald bliver meningsløs, og i realiteten misvisende. Men omvendt også et ord, der umærkeligt er gledet ind i sproget, forstået og formentlig accepte
ret af de fleste som en absolut ikke fuldgod erstatning for tog, der på grund af storm, skinnearbejde eller sygdom ikke kører. Et camouflage-ord for en ganske almindelig bus, som stort set følger togets rute og stop.
Netop camouflage-ord har i takt med moderne kommunikationsstrategier bredt sig overalt i det offentlige rum. Ikke mindst i kommuner, regioner og hos staten, hvor en nedskæring ofte bliver omtalt som en ”omstilling”, en ”tilpasning” eller en ”omstrukturering”.
Den nuværende VLAK-regering har således blandt sine mærkesager ”en bedre balance mellem miljøkrav og erhvervsliv”, ”liberalisering af planloven i kystnære områder” og ”en tilpasning af niveauet for forskningsmidler”.
Et kig gennem det sproglige mikroskop afslører imidlertid, at miljøbalancen medfører mere sundhedsskadelig røg fra industrivirksomheders skorstene. At planlovsliberaliseringen handler om bygning af flere feriecentre i yderste klitrække. Og at tilpasningen af forskningsmidler egentlig bare betyder færre penge til forskning. Det er derfor ikke svært at få fyldt en plade, når der af og til spilles ”bullshit-bingo” på seminarer og konferencer, hvor ord som ”innovation”, ”disruption” og ”kvalitetssikring” i reglen dækker over banaliteter.
OG SÅ TILBAGE TIL ”togbussen”. Næppe tilfældigt, at det er kreative ordsmede hos DSB, som har skabt det mærkelige ord. For netop statsbanerne har i de seneste årtier udvist stor hittepåsomhed.
Gentagne nedbrud af de skæbnesvangre IC4-tog bliver i reglen italesat som ”tekniske hændelser”. En betegnelse, som er med til at bagatellisere, hvad der egentlig er sket. Ganske som da DSB for nogle år siden lukkede billetsalget på de fleste S-togsstationer – og erstattede det med en ”servicezone”, hvor hårdt plagede passagerer selv kan få lov til at købe billet i en automat. Hvis den virker.
I brug har også været det besynderlige ord ”regularitetsproblemer”, der jo har en ganske anden klang end de langt mere præcise ”aflysninger” og ”forsinkelser”. På samme måde dækker det udbredte ord ”regionaltog” over mange stop og langsom transport.
Set i lokomotivernes lange lyskegle er ”togbussen” dermed en på alle måder logisk konstruktion. Et ord, som ikke findes. Eller rettere; et ord, som ikke burde findes. For hvad er der egentlig i vejen med ”bus”
Kurt Strand er journalist, radiovært og ekstern producent af DR P1-programmet ”Mennesker og medier”.