KRISTELIGT DAGBLADS Radio&Tv-tillæg er en tro guide i ugens medie-jungel, og den seneste udgave bar overskriften ”Eventyr i kongeligt design”. Det var tale om en filmatisering af H.C. Andersens eventyr ”De vilde svaner” med scenografi - og kostume-design af dronning Margrethe. Undertegnede læste forsideplacering som en opfordring og besluttede derfor at lægge øje og øren til nationaldigterens eventyr. Nu kan kongelige bidrag godt kalde snobberiet frem, men man brænder ikke just fidel kongerøgelse ved sige, at majestæten gør det morderligt godt som designer og scenograf. ”De vilde svaner” var en sand fryd for øjet, og rammer og kostumer så eventyrlige som eventyret selv.
”De vilde svaner” fortæller den klassiske historie om den onde stedmor, som sit dårlige image tro giver de royale børn en stedmoderlig behandling. Efter hun har giftet sig med kongen bliver den uskyldsrene prinsesse Elisa forvist fra slottet for at bo hos en bondekone, mens de elleve prinser forvandles til svaner, som får menneskeskikkelse efter solnedgang. Det er ikke i alle Andersens eventyr, at det er godt at ende som svane!
Elisa er eventyrets fromme og stålsatte heltinde om hvem det hedder:
”Og sad den gamle kone om søndagen i døren og læste i sin salmebog, da vendte vinden bladene, og sagde til bogen: 'Hvem kan være frommere end du?' - 'Det er Elisa!', sagde salmebogen, og det var den rene sandhed.”
Elisa er opsat på at frelse sine brødre og får hjælp af den gode fe Fatamorgana. Da jeg hørte feens navn, kom jeg uvilkårligt til at tænkte på Jytte Abildstrøm, som har titel af partife for Alternativet, men den nærværende fe blev spillet af Ghita Nørby og havde et andeledes tornebestrøget budskab end Alternativet. Elisa kan nemlig kun frelse sine brødre, hvis hun sanker brændenælder med sine bare hænder for at lave hør og siden sno langærmede panserskjorter med forvandlingskraft til at gøre kongebørnene til heltidsmennesker.
Under hele arbejdet må hun desuden ikke sige et eneste ord:
”Det første ord du siger, går som en dræbende dolk i dine brødres hjerte,” advarer feen.
Det er der noget over. Elisa må lide for det gode uden at fortælle, hvor god hun er.
Hun havde aldrig gjort sig i politik.
Siden gifter Elisa sig med en ung konge, som undrer sig over hendes tavshed, og da hun plukker brændenælder på kirkegården, bliver Elisa udlagt som heks. Elisa dømmes til bålet, men hendes brødre flyver hende til undsætning og får hoben til at vige. Elisa kaster skjorterne over dem, og de bliver til prinser.
Hvert brændestykke i bålet skyder grene og bærer roser, og kongen sætter den smukkeste rose på Elisas bryst.
Hun var nemlig synket livløs sammen, men nu vågner Elisa op, og alt ender godt.
Se, det var et rigtigt eventyr, og lige så rigtigt er det, at mod, offervilje og ydmyghed er blandt de største dyder.
Er Elisa næsten for god til at være sand, så er der sandhed i hendes historie.
Jesper Bacher er sognepræst