Filmhistorisk set er det måske interessant. Programredaktionelt set er der tale om et fejlgreb. Historierne om James Bond er helt bogstaveligt håbløst forældede.
Åbenbart i en blind tro på, at fordi nogle film engang var populære tilløbsstykker, og fordi en koldkrigsmentalitet som den, Bond-skikkelsen står for, engang havde et stort publikum, så kan det legitimere en massiv gentagelse. Bond-film virker i dag kuriøst usmagelige.
LÆS OGSÅ: Sluk bare, det bliver jo altid genudsendt
På trods af al selvironi og overdreven parodisk optræden holder filmene ikke. Slet ikke som tv-underholdning. Og da slet ikke som fast punkt på lørdagens aftenprogram midt blandt afsnit af julekalenderne og Matador. Bond-film er i udpræget grad biograffilm.
Det virker nærmest perverst, at man på tv-skærmen i det ene øjeblik lader sig orientere om virkelighedens blodige bombeterror og dybt tragiske borgerkrige for så i det andet øjeblik at lade sig underholde af lignende morderiske adfærdsmønstre.
Groft sagt repræsenterer James Bond-filmene en raffineret og forførende engelsk-amerikansk herrefolksmentalitet. Den usårlige Bond har nok personlige træk, der minder om visse mytologiske helteskikkelsers, men lødigheden af hans idolkarakter er alt for beskeden.
Når seerne i aften i Matador igen skal høre om den Bertolt Brecht-lignende tyske digter Herbert Schmidt og hans deltagelse i 1930ernes spanske borgerkrig, så vil mange sikkert komme til at tænke på en dansk digter, der også meldte sig som frivillig i kampen mod spansk fascisme.
Skulle man ikke lige have navnet present, så er det en oplagt idé at lytte til genudsendelsen af denne uges udgave af Skønlitteratur på P1. Her har programvært Klaus Rothstein et langt indslag om den dansk-svenske forfatter og maler Gustaf Munch-Petersen (1912-1938).
Han deltog og døde i nævnte borgerkrig. I år er det 100 år siden, han blev født. Som det fremgik af udsendelsen, så nåede Gustaf Munch-Petersen trods sin tidlige død helt frem til vor tid at sætte dybe spor i dansk litteratur.
Vel at mærke retrospektivt, for han var ikke nogen hyldet forfatter i sin samtid. Først i slutningen af 1950erne blev han kendt og fejret som en af de mest banebrydende modernister i dansk litteratur, takket være litteraturkritikeren Torben Brostrøms indsats.
Til alle tider har der været mennesker, som blev drevet af evige drømme om nye tider i andre verdener end den forhåndenværende. På virkelighedens dørtærskel og på idealistisk vis har de villet påtage sig rollen som verdensfrelser. Absolut ikke som James Bond!
Andre har, som tidligere tiders udvandrerne til det nordamerikanske kontinent, blot søgt at realisere deres og den nære families drømme om en ny tilværelse i frihed. Sådan som det smukt og stilfærdigt dramatisk torsdag aften på DR K kunne ses i italieneren Emanuele Crialeses film Den ny verden fra 2006.