”Fædrene spiste sure druer, og sønnerne får stumpe tænder”, sådan hedder det i Det Gamle Testamente, men der er nu intet forældet over den sammenhæng. Fædrenes oplevelser mærker børnene, og mørke kan gå i arv.
Det fremgik også med al smertelig tydelighed af den dansk-palæstinensiske filminstruktør Omar Shargawis dokumentar ”Halvdansker”. Et intenst, ikke fadermord, men faderopgør med instruktørens far, Munir Shargawi. En elsket far, men også en vred mand med dybe sjælear fra den israelsk-palæstinensiske konflikt, som lukkede krigen ind i det hjem, han stiftede med sin danske hustru. Der manglede ikke kærlighed i familien, men luften var ofte tyk af råb, skrig og aggressioner, og som Omar Shargawis selv udtrykte det: ”Hvis et øjeblik alligevel føltes harmonisk, var det bare, fordi Armageddon stod og ventede lige om hjørnet.”
Nu ville Omar Shargawi så finde ind til roden af sin fars smerte og kilden til sin egen vrede. Det skete ved at grave i sind og i det palæstinensiske folks tragedie. Man så klip af de israelske bombardementer af Gaza, og man så far og søn besøge det hus i Haifa, som faderen og bedsteforældrene var flygtet fra i 1948.
”Halvdanskeren” var en emotionel dokumentar og ikke en politisk dokumenter, og således kunne man heller ikke forvente en nøgtern fremstilling af den langvarige og indædte konflikt. Palæstinenserne var de traumatiserede, israelerne ofte de grumme gerningsmænd, og der var hjerteskærende klage over ofrene for de israelske bomber, men ingen bestyrtelse over ofrene for de palæstinensiske selvmordsbombere.
Man kan imidlertid med god ret forvente, at man ikke importerer en konflikt til et tredjeland som Danmark. Politiske aktiviteter er selvfølgelig en demokratisk ret, men det var ærligt talt beskæmmende at se en Gaza-demonstration på dansk grund med afbrænding af det israelske flag. Ironisk nok var det sikkert de samme kredse, som kan blive stjernetossede, hvis der sættes ild til Koranen. Det skal dog også siges, at der lød mere besindige røster under demonstrationen.
I ”Halvdanskeren” tumlede Omar Shargawi rundt i livet og i sit splittede sind, kaldte sig egen værste fjende og fejrede blandt andet afslutningen på ramadanen ved at drikke sig skidefuld. Munir Shargawi kunne også vise sig mere fornuftig end sin rodløse søn. Mens Omar Shargawi således omtalte Danmark som besat, sagde det fædrene ophav: ”Hvis jeg var dig, ville jeg være meget tilfreds med Lars Løkke i stedet for Bashar al-Assad eller Khomeini.” Det er godt at huske på ikke mindst i disse valgkampstider. Politikere fås tifold værre end de danske, som vi ellers godt kan være inderligt trætte af.
Til slut døde Munir Shargawi, og Omar Shargawi håbede og bad til, at de ville mødes igen. Noget tydede på, at halvdanskeren var ved at blive et helt menneske. Fædrenes sure druer behøver ikke at gøre alting bittert, og Munir Shargawi bød også på søde minder og stærke ord.
Jesper Bacher er sognepræst.