Prøv avisen
Mediekommentar

Ny DR-serie viser endnu en karikeret udgave af den jyske befolkning

DR lancerede onsdag serien ”Rigtige mænd - hva' nu?” - Foto: MakeitBee Production

I disse tider, hvor der med god grund tales meget om forholdet mellem København og resten af landet, er det måske ikke endnu en karikeret udgave af den jyske befolkning, der er mest brug for, skriver Sørine Gotfredsen efter at have set DR-programmet ”Rigtige mænd - hva' nu?”

HVIS MAN AF OG TIL overvejer, hvordan fordomme holdes i live, kan man finde en del af svaret i tv-mediet. Vi skriver 2015, og stadig laver man programmer, der fastholder et sprog og et menneskesyn, der ikke synes at have rokket sig meget over lang tid.

DR sendte onsdag aften en ny serie med de fem jyske håndværkere, der blev landskendt ved at lægge livsstilen om, spise grøntsager og dyrke motion. På fem måneder blev de under kyndig vejledning gjort i stand til at gennemføre et krævende løb, og nu er DR vendt tilbage for at se, om de kan holde stilen.

Første afsnit i den nye serie ”Rigtige mænd - hva' nu?” indledtes med en tur til København, hvor de fem kunne nyde berømmelsen, optræde i ”Aftenshowet” og spille smarte i bylivet. Og det er med betegnelser som ”jyske karle” og ”jydetampe”, at de introduceres, mens de i øvrigt også selv gør, hvad de kan for at udfylde rollen som kække Klods Hans, der kommer til byen.

Der er uden tvivl noget trygt ved at få andre præsenteret efter en fast skabelon, men man kan ikke lade være med at bekymres over fjernsynets magt til at reproducere fastfrossent tankegods.

I disse tider, hvor der med god grund tales meget om forholdet mellem København og resten af landet, er det måske ikke endnu en karikeret udgave af den jyske befolkning, der er mest brug for.

De blonde hustruer sidder hjemme i deres renskurede køkkener i provinsen og taler om deres mænds kostvaner, mens de bander i ét væk. Og mændene interviewes i deres garage om alle de grøntsager, der gradvist forduftede fra hverdagen.

Men, vil nogen spørge - er det ikke simpelthen sådan, det er? Måske karikerer fjernsynet ikke tingene, men gengiver blot virkeligheden? Ja, det er uden tvivl en del af sagen, og de fem mænd virker i øvrigt ret afslappede og selvironiske.

Men på grund af den korte form og de klassiske fortællekneb bliver tv-fortællingen ofte forudsigelig, og i sendetiden klokken 20.30 satses der på det sikre. Her kan fem jyske håndværkere næsten ikke undgå at blive til fem omvandrende klichéer, og jeg tvivler faktisk på, at den slags programmer gør noget godt for den mellemfolkelige forståelse.

Dog skal det siges, at der er små tegn på udvikling. Efter et tilbagefald, hvor kager, lyst brød og sløvhed i sofaen igen tog over, har et par af mændene på ny taget sig sammen. En har udskiftet brun sovs-burgeren på grillen med en kyllingeret, mens smeden Søren er begyndt at løbe igen, og man ser ham holde et foredrag om sundhed for andre smede, hvilket fylder ham med en vidunderlig følelse af at gøre nytte.

Det er altid opbyggeligt at bevidne andre menneskers landvindinger, og ved synet af en forsamling tilbagelænede smede er det svært at nægte, at der er brug for forbilleder angående sund livsstil.

Man håber alt det bedste for disse fem mænd, og ikke mindst at de i de kommende afsnit vil distancere sig fra klichéen om den jyske håndværker og blive til mere rigtige mennesker. Sådan som de jo findes både i København og Jylland.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist