Fik du ikke det hele med, så kan du altid

TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe

TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe.
TV & radioanmeldelse af Leif Hjernøe. Foto: .

DISSE SPALTERS OVERSKRIFT er et citat fra mange afmeldinger af radio- og tv-udsendelser. I sin helhed lyder det sådan her: Fik du ikke det hele med, så kan du altid genfinde udsendelsen over nettet. Og så følger en relevant hjemmesideadresse. Antallet af muligheder for genhør og gensyn er blevet voldsomt forøget det seneste årti. Lige som i privatlivet sådan også i det efterhånden gennemdigitaliserede samfund. Vi filmer, fotograferer og optager hinanden mere end nogensinde i menneskehedens historie.

LÆS OGSÅ: To højhuse forsvandt fra forstaden

En hvilken som helst begivenhed, den være sig af store og historiske dimensioner eller blot af et beskedent familiært format, kan efterhånden rekonstrueres og herefter genopleves i mindste detaljer. Fortiden kan vedvarende og i hidtil uset omfang resumeres.

I weekenden fik seerne et såkaldt spektakulært eksempel på, hvordan endog den fortid, der er sunket i grus, så at sige kan genopstå på tv-skærmen. Her tænkes på bortsprængningen eller nedbrydningen af to højhusbebyggelser i Rødovre. Igen og igen fik vi syn for sagn.

Tv-speakerne anbefalede endda, at vi kunne gense dramaet via et eller andet link. Det er lige som på film, sagde en repræsentant for de mange tilstedeværende tilskuere, hvoraf mange garanteret har genset begivenheden på tv. For i virkeligheden tog det jo kun 3,4 sekunder!

Der var to andre tv-reportager, jeg kom til at tænke på i forbindelse med de eksplosive, filmiske happeninger. Den ene var det skæbnesvangre angreb på World Trade Center den 11. september 2001. Sammenligningen er selvfølgelig helt urimelig.

Alligevel gjorde det et lidt forstemmende indtryk, at nogle af publikum nærmest jublede og klappede ved synet af tilintetgørelsen i Rødovre. De store betonbygningers kollaps, og måske især billederne af de enorme støvskyer, mindede jo alt for meget om alverdens bombeterror.

Nå, det er måske at tage for tungt på det, der i den såkaldte virkelighed sikkert nok vil føre til dannelse af nye, sundere og smukkere boligforhold. Så tillykke med destruktionen i Rødovre, den vil nemt kunne føre til noget mere konstruktivt og måske endda positivt spektakulært.

At skulle jævne noget med jorden kan på en helt anden måde være en nødvendig opgave. Og her tænker jeg så på den anden sprængningsoplevelse, som tv gav seerne i den forløbne uge:

Søren Ryge Petersens dynamit-arrangement i forbindelse med fjernelse af ribsbuske.

Igen, det var på én gang betagende og så alligevel sært uskønt. Vi fik eksplosionen at se i flere omgange, også i slowmotion, sådan at vi kunne se bedre efter, end man havde kunnet det i virkeligheden. Og fik du ikke det hele med, så kan du jo altid

PS. Det var altså Jesper Stange, der var liturg ved mandagens morgenandagt, og ikke Anders Gadegaard, som det blev sagt før og efter transmissionen. Det var ellers en finurlig bøn af Søren Kierke­gaard, der blev læst. Den må kunne genfindes på nettet.

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder