Der er et fællestræk ved P1-programmerne ”Mennesker og medier” og ”Skønlitteratur på P1”, jeg holder meget af. Begge steder benyttes optagelser på svensk og norsk. Begge steder med efterfølgende hensynsfuld oversættelse. Hver gang tænker jeg på, hvor vigtigt det er på den måde at få trænet sit nordiske sprogøre.
Af samme grund sætter jeg også pris på de mange svenske og nogle få norske krimiserier på tv. Men hvad med finske tv-produktioner? Jeg mindes ikke i flere år at have set nogen finsk film på nogle af de danske tv-kanaler.
Jeg husker ikke, om det skete, da Cinemateket for nu præcist to år siden, i anledning af 100-året for Finlands selvstændighed, med instruktørbesøg præsenterede nogle af højdepunkterne i finsk filmhistorie: Fra den ambitiøse stumfilm ”Anna-Liisa” (1922) med live musik til det på det tidspunkt dugfriske prisvindende Cannes-hit: Juho Kuosmanens ”Den bedste dag i Olli Mäkis liv”.
Finsk film har i de senere år genvundet sin popularitet på hjemmemarkedet med produktioner som Dome Karukoskis ”The Grump” (2014), der solgte en halv million biografbilletter. Og filmkunstens fremtid i de 1000 søers land synes også at være i gode hænder hos for eksempel en anden prisvindende instruktør som Selma Vilhunen med filmen ”Little Wing” (2016).
Som det i aftes fremgik af genudsendelsen af det afsnit af den tyske naturserie fra 2011 ”Det vilde Skandinavien”, der handlede om Finland, så er landet ganske vist på størrelse med Tyskland, men kun beboet af noget nær det samme antal mennesker som Danmark:
”De vidtstrakte skovområder og de 1000 søer er blandt andet hjemsted for omkring 1000 brune bjørne, cirka 150 ulve, losser, utallige fuglearter og det flyvende egern, der faktisk kan flyve temmelig langt og bor i de huller i træerne, som spætten har efterladt”.
Ingen tvivl om, at filmproduktion over alt i verden betyder mere og mere for de nationale selvforståelser. Jeg fornemmede det tydeligt, da jeg i torsdags så sidste afsnit af ”Øen og gåden”, en islandsk dramaserie fra 2018.
I to afsnit foregik handlingen på den lille islandske ø Flatø, hvor den unge forsker Jóhanna var under stærkt pres, fordi hendes ekskæreste, politimanden Brynjar, truede med at hænge hende op på et mord, og hvor lokalsamfundet havde vendt sig mod hende. Spørgsmålene var: Hvordan kunne Jóhanna bevise sin uskyld? Kunne hun med henvisning til en gammel sagatekst løse den 600 år gamle gåde, der måske var grund til mordet? (Serien kan ses på nettet på DR TV frem til den 11. august).
Som det fremgik af en stor annonce i Kristeligt Dagblad i lørdags, så holdes der Nordatlantiske filmdage 2019 fra den 1. til den 9. marts på kulturcentret Nordatlantens Brygge i København med ”unikke filmoplevelser fra Færøerne, Grønland og Island tilsat oplæg, debat og instruktørbesøg”. Se engang på annoncen. Er det ikke fantastisk, at de små sprogområder kan stå for så righoldig en filmproduktion?
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder