Danmark er en søfartsnation. Trods landets lidenhed er vores kystlinje over 7000 kilometer svarende til afstanden mellem Danmark og De Vestindiske Øer. Omgivet af det, som digteren kalder de vandrende, vældige vande, har vi stolte traditioner for at stikke til søs både i de nære farvande og på langfart. Den danske flåde er således et skumfødt barn af Danmarks geografi, og flådens historie et tværsnit af søgangen i rigets historie.
Det kunne man se på DR 1 i lørdagens afsnit af Flådens historie med undertitlen Fra Tordenskjold til Englandskrigene. Vært og tilrettelægger var Troels Kløvedal, som er mange seere bekendt, og som erfaren jordomsejler er godt kendt med sømandskabets udfordringer. Jeg så programmet med min 8-årige søn, som syntes, det var spændende at høre om Tordenskjolds maritime krigslist for slet ikke at tale om Peter Willemoes, den unge søhelt fra Englandskrigene, hvis åremål blev kort, mens hvis eftermæle langt og glorværdigt.
Man må medgive, at Flådens historie var ganske godt fortalt, og en smilende Troels Kløvedal formidlede stoffet såvel på bølgen blå, som hvor Kronborg luder ved Sjællands port og andre smukke kystegne.
LÆS OGSÅ: Ryges Rige
En vært kan imidlertid kaste en skygge over sit stof eller vinkle det på en måde, som skurrer i ørene, og sådan virkede Kløvedal altså på nærværende anmelder. For eksempel var det mærkværdigt at høre ham fortælle engageret om Willemoes, som lod de krøllede lokker gro for at så drage en parallel til sit eget lange hår som kollektivbeboer på Langeland. Willemoes gjorde nok op med visse konventioner, men hans fædrelandskærlighed kostede ham livet.
Kløvedal og hans generation af ungdomsoprørere nød livet og kunne ikke drømme om at slå et væbnet slag for fædrelandet. Ja, i sin erindringsbog Den tynde hud fra 1994 beretter Kløvedal, hvordan han i egenskab af militærnægter afsonede en kortere fængselsstraf, fordi jeg ikke ville slå andre mennesker ihjel. Til sidst opgav sessionsmyndighederne den unge Kløvedal, der blev erklæret moralsk uegnet til at aftjene sin værnepligt. Et forhold, som Kløvedal ikke undlader at vigte sig over. En mand med så høj moral var virkelig uegnet til at trække i trøjen for sit land.
Nu fremstår selvsamme Kløvedal som den danske flådes historiefortæller og omgås tilsyneladende officerer og gaster uden de mindste mislyde. Det er for så vidt udmærket, men er man ligefrem stolt over at blive erklæret umoralsk uegnet til militærtjeneste, hvordan ser man så på moralen hos marinens personel? Deres moral har jo ikke hindret dem i at være en del af forsvaret. Må en renskuret pacifist ikke undsige flåden, der trods civile opgaver er et væbnet værn, frem for at lave farverige programmer om flåden, som nok kan inspirere et ungt menneske til en fremtid i den kongelige marine?
Måske Kløvedal er blevet klogere, ellers er han da en underlig letmatros som flådekronikør.
Jesper Bacher er sognepræst