Prøv avisen
Mediekommentar

Flemming Rose aftvinger respekt for at stå fast på principperne

Flemming Rose aftvinger respekt med sin årelange vilje til at tænke principielt, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Mathias Bojesen

Men selv en sådan mand må vel overveje, om udviklingen kan nå til et punkt, hvor visse ting må genovervejes, skriver Sørine Gotfredsen

Hvis nogen troede, at diskussionen om ytringsfrihed blev overstået med Muhammed-krisen, tog de fejl. Snarere blev begivenheden en slags indledning på en erkendelsesmæssig epoke, hvor kulturer og religioner mødes i Europa, og søndag aften måtte Flemming Rose, der jo var manden, der i 2005 tog initiativet til Muhammed-tegningerne, igen udlægge teksten.

Vi lever i efterdønningerne fra TV 2’s dokumentarprogrammer om den barske virkelighed i visse moskéer, og politikerne afsøger i disse dage muligheden for at indskrænke talefriheden for de mest rabiate forkyndere.

Det fik Flemming Rose til i DR 2’s ”Deadline” at advare mod kriminalisering af holdninger, da det vil undergrave ytringsfriheden, og han gjorde rede for den klare pointe, at tingene er blevet vendt delvist på hovedet. De, der under Muhammed-krisen insisterede på den frie ytring, vil nu indskrænke den, mens de, der dengang opfattede ytringsfriheden med forbehold, nu forsvarer den.

Sagen er jo, at vi ikke blot er styret af principiel fasthed, men også af dybere identitet og værdimæssigt ståsted. Vi er også følelsesvæsener, og når landet udfordres af radikal islam, genopføres slaget mellem dem, der dybest set ser islam som problemet, og dem, der er på evig vagt over for islamofobi og diskriminering.

Det forbandede ved denne tid er, at islam reelt er blevet til selve omdrejningspunktet for vores dømmekraft, og der foregår ikke mange samtaler, der ikke har tråde til det religiøse. Derfor er Grundlovens paragraf 67 kommet i centrum. Den stadfæster religionsfriheden, men tilføjer, at gudsdyrkelsen ikke må stride mod ”sædeligheden eller den offentlige orden”.

Ifølge Rose var Grundtvig i sin tid imod denne tilføjelse, der kan bruges som gummiparagraf, men man må jo huske, at Grundtvig næppe i 1849 forestillede sig, at landet en dag ville være præget af parallelsamfund og muslimske prædikanter, der kun ringeagter Danmark. Så måske står vi der, hvor tilføjelsen om sædeligheden faktisk giver mening, og hvor vi må sande, at Grundtvig tog fejl.

Flemming Rose står dog i dette spørgsmål på Grundtvigs side. Hans urokkelige tilgang til ytringsfrihed er dybt præget af hans tid som journalist i det totalitære Sovjetunionen, og for ham er retten til at tale, næsten uanset hvor uhyrlige ting man siger, nærmest hellig.

Flemming Rose fik med Muhammed-tegningerne skrevet danmarkshistorie, og der er noget rent og neutralt over hans engagement, idet han aldrig har været drevet af et følelsesmæssigt syn på islam.

Det er en styrke, fordi han har kunnet holde sig fri af den mest glødende personlige værdikamp. Men måske er det også en svaghed i et samfund, hvor islam kan vise sig at være et problem i sin helt egen kategori.

Flemming Rose aftvinger respekt med sin årelange vilje til at tænke principielt, men selv en sådan mand må vel overveje, om udviklingen kan nå til et punkt, hvor visse ting må genovervejes. Et punkt, hvor en del af de faste principper ender med at udgøre døde svar til en brændende virkelighed.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist