Hvordan vil Fifa bedømme, hvornår en kvinde er tilstrækkeligt ucharmerende til at komme på tv?

Mange reduceres til stereotyper på et fodboldstadion, og det forekommer lidt latterligt, at smukke kvinder i særlig grad skal beskyttes mod eksponering, skriver Sørine Gotfredsen

Det internationale fodboldforbund, Fifa, har under det netop overståede VM meddelt, at man ønsker færre nærbilleder af smukke kvinder blandt tilskuerne, da det udtrykker en sexistisk tradition.
Det internationale fodboldforbund, Fifa, har under det netop overståede VM meddelt, at man ønsker færre nærbilleder af smukke kvinder blandt tilskuerne, da det udtrykker en sexistisk tradition. Foto: Tobias Schwarz/Ritzau Scanpix.

Stort set hver gang man åbner for fjernsynet eller radioen, støder man ind i holdninger til kvinden. Hun er under konstant observation, og den seneste sag stammer fra det internationale fodboldforbund, Fifa, der under det netop overståede VM har meddelt, at man ønsker færre nærbilleder af smukke kvinder blandt tilskuerne, da det udtrykker en sexistisk tradition.

På TV 2 News blev initiativet i søndags diskuteret i et sommerdebat-panel, hvor tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) mente, at det er fint med smukke kvinder på skærmen. Hvorpå han frembragte sin velkendte gnæggende latter. Hverken han eller de to øvrige i panelet – stressrådgiver Birgitte Dam Jensen og denne avis’ udviklingschef, Morten Thomsen Højsgaard – kom dog ind på det oplagte spørgsmål om, hvordan man skal bedømme, hvornår en kvinde er tilstrækkeligt ucharmerende til at komme i billedet.

Det kan hurtigt blive uforskammet med omvendt fortegn, og samtidig kunne man spørge, hvornår Fifa begynder at have en holdning til det ekstreme omfang af tatoveringer på nutidens fodboldspillere. Hvis kvinder på tribunen fremstilles entydigt som sexobjekter, fremstår mændene på banen til gengæld ret entydigt som primitive handyr, der signalerer en mærkelig blanding af voldsom rigdom og tilbagevenden til hedenskab.

Mange reduceres til stereotyper på et fodboldstadion, og det forekommer lidt latterligt, at smukke kvinder i særlig grad skal beskyttes mod eksponering.

Ikke mindst set i lyset af det anderledes seriøse problem, som de tre debattører bagefter skulle forholde sig til – nemlig den stigende mængde kvinder, der får deres bryster opereret i overensstemmelse med tidens idealer. Dette er alvor, men ingen i panelet kunne mobilisere særlig bekymring, og Morten Thomsen Højsgaard mente, at plastikkirurgi giver mange mennesker mere selvværd.

Ja, det er muligt, men mon ikke forestillingen om den perfekte krop og muligheden for at købe sig til den samtidig lægger et vist pres på unge piger, der i forvejen har tendens til selvhad? Der er tegn på, at den skæbnesvangre tilpasning er i gang. Teknologiens voksende råderum forrykker vores menneskesyn, og den afstandtagen, der tidligere gjaldt i synet på kunstige bryster, synes i færd med at forsvinde.

En dag vil det måske være normen, at unge piger automatisk lægger sig under kniven for at adlyde standarden, og mens man i Fifa bruger tid på at bekymre sig om for mange smukke kvinder blandt fodboldtilskuerne, vokser mængden af kvinder, der lader sig operere efter en ensrettende skabelon for den perfekte krop.

Jeg troede, at de fleste oplyste mennesker kunne se problemet angående det sidstnævnte tyranni, men ikke længere. I søndagens TV 2-debatpanel herskede enighed om, at folk generelt tager fornuftige beslutninger, når de vil have lavet deres krop om. Har de tre mon helt glemt betydningen af brutal massementalitet og det druknede menneske? Jeg tror, at Søren Kierkegaard ville have fældet en tåre.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.