Prøv avisen
Mediekommentar

Kurt Strand: Forhåbentlig har Wilders fakta med til Bornholm

At den hollandske politiker Geert Wil-ders kommer til Folkemødet på Bornholm har medført diskussion.

Desværre er det fortsat uklart, hvad det egentlig er Geert Wilders skal bidrage med i Folkemødets kontekst? Hans stærke og islamfjendske holdninger er kendt i forvejen, skriver journalist Kurt Strand

SCENEN ER ET TELT på Folkemødet i Allinge; i en sofa sidder Dansk Folkepartis Søren Espersen sammen med den radikale udenrigsminister Martin Lidegaard. Med teltdugen slået til side er de to i gang med at finde ud af, om de kan nærme sig hinanden i en slags udenrigs- og sikkerhedspolitisk par-terapi. En snes meter borte er der livlig trafik med gående, cyklister og biler på Strandvejen mellem Allinge og Sandvig, hvorfra en galning så let som ingenting kan sætte de to politikere ud af spillet“.

I den seneste uges tid er scenen fra sidste års folkemøde gendannet på min indre nethinde i diskussionen om den hollandske politiker Geert Wilders' ankomst og medvirken på Bornholm i næste måned. Diskussionen har givet genlyd i de fleste medier, og intet mindre end Folkemødets ”uskyld” synes at have været på spil. I Radio24syv mener politisk redaktør Jesper Termansen endda, at det årlige og efter hans opfattelse lidt kedsommelige møde i Allinge vil få mere ”kant”, fordi Trykkefrihedsselskabet har sat Wilders på talerlisten.

Til gengæld vil det være slut med ”hyggen”, noterer tidligere Venstre-udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske og føjer til, at Geert Wilders ”ikke har noget at gøre på Bornholm, fordi Folkemødet er en mødeplads mellem danskerne og deres politikere. Der vil vi gerne være fri for udenlandske provokatører - både dem, der strør om sig med hadefulde ytringer, og dem, der vælger at bruge skydevåben.”

Dermed truer Ellemann ytringsfriheden, replicerer blandt andre tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Søren Karup: ”De, der er uenige med Ellemann-Jensen, har ingen adgang.”

Vrøvl; set fra et medie- og ytringsfrihedssynspunkt har alle, også en hollandsk højrepopulist, ret til at være med på Bornholm. Desværre er det fortsat uklart, hvad det egentlig er Geert Wilders skal bidrage med i Folkemødets kontekst? Hans stærke og islamfjendske holdninger er kendt i forvejen, og når det gælder fakta om muslimers nært forestående overtagelse af Europa, lader han sig ikke forstyrre af kendsgerninger.

Men han er dygtig til at lyde overbevisende, når han for eksempel - som i et interview, jeg selv lavede med ham i 2009 - hævder, at 70 procent af alle indsatte i danske fængsler er muslimer. At 80 procent af alle forbrydelser i København begås af indvandrere. Og at hver tredje ung blandt muslimer vil have indført sharia-lovgivning.

Tallene var - og er - forkerte, men i Wilders' optik passer de fint ind, og lad det derfor være et fromt ønske, at Trykkefrihedsselskabet hjælper sin gæst med et faktaark, inden han skal ytre sig på Bornholm.

Fakta eller ej: Politiet får nok at se til med den hollandske politikeres besøg. Og med stærkt forøget sikkerhed på Folkemødet er det formentlig og desværre slut med udenrigsministerielle sofascener. Derfor er det, med Venstre-politikeren og Folkemøde-fadderen Bertel Haarders ord i ”Orientering” på P1 ”ærgerligt”, at han kommer. Omvendt bevises det nu for alvor ifølge Haarder, at det er et folkemøde.

Kurt Strand er forfatter og journalist