Fortælling om sult og sandhed i Leningrad

Ny podcast fra Third Ear om symfonien, der omsluttede belejrede tyskere under krigen i 1942, er stærke sager

HVORDAN VAR DET at være i en by under belejring? Kan man overhovedet forestille sig, hvordan det er at sulte? Når jeg uden tøven vil svare ja, så er det på grund af en ny podcast fra Third Ear, en af pionererne inden for dansk podcast. De har i samarbejde med Copenhagen Phil, det tidligere Sjællands Symfoniorkester, udgivet en podcast med titlen ”Miraklet i krigszonen”.

”Miraklet i krigszonen” er en opførelse af Sjostakovitjs 7. symfoni, ”Leningradsymfonien”. Under baggrundsdrøn fra artilleri i den belejrede by blev symfonien spillet den 9. august 1942, i koncerthuset og i højttalere ud over hele byen, så også de tyske soldater kunne høre det.

Helt klart en stalinistisk propagandamanifestation mod nazisternes belejring og også efterfølgende et led i kommunisternes fortælling om heltedød og modstand. Symfonien var mere end musik, den var også et våben, men sandheden om opførelsen er ikke helt så enkel.

DET ER DEN FORTÆLLING, podcasten ruller ud. Fortællingen om, hvad sult gør ved helt almindelige mennesker, man umiddelbart kan identificere sig med, mennesker i en by.

Under belejringen af Leningrad døde omkring 800.000 civile ud af en befolkning på få millioner. Alt, hvad der kunne spises, blev spist: katte, hunde og fugle, tapetklister lavet af kartofler.

Rygterne gik, at læger tilberedte og spiste amputerede lemmer fra deres patienter. 1500 mennesker blev anklaget for kannibalisme.

Midt i det hele insisterede en dirigent på at spille Sjostakovitjs symfoni. Det var op ad bakke; der var kun få musikere i byen. De fik mad for at spille, og hvis de kom for sent, blev de frataget deres ration – også selvom årsagen til forsinkelsen var, at musikeren havde begravet sin kone. Mange faldt fra undervejs – hårdest gik det ud over blæserne, mens violinisterne ikke i samme grad blev fysisk belastet.

SULTEN VAR ENS FOR ALLE musikerne, men ikke alle i Leningrad sultede, og den kommunistiske elite havde et ansvar for manglende planlægning og evakuering.

Podcasten skildrer den desperate sult så intenst, at en menu for den kommunistiske elite med brød ad libitum med smør og ost virker monstrøst urimelig. Og så voldsom, at man griber sig i at overveje, om kannibalisme ligefrem var fornuftigt? Man forstår, hvorfor sulten driver folk ud på kanten af det menneskelige.

Da koncerten er færdig den augustdag i 1942, varede bifaldet en time. Musikerne blev beværtet, men blev syge af den pludselige overflod. Nogle timer efter koncerten var de tjenstgørende soldatermusikere tilbage på vagt. Ifølge dirigenten genvandt byen sin menneskelighed den dag.

Hold da op for en lydfortælling! Og heldigvis tilgængelig, selvom man ikke fik koncerten med, som blev spillet i weekenden. Det er det gode ved podcasts, og denne kan sagtens stå alene – som en stor fortælling om sult og sandhed i krigens tid.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.