To forvirrede fluer

Sørine Gotfredsen har set Aftenshowet på P1, hvor Thorkild Grosbøll var hidkaldt for at kommentere på Per Ramsdal-sagen.

Tirsdag aften var den Gud-benægtende præst Thorkild Grosbøll i Aftenshowet på DR 1 for at reflektere over Ramsdal-sagen. Det var svært at forstå, hvad han mente.
Tirsdag aften var den Gud-benægtende præst Thorkild Grosbøll i Aftenshowet på DR 1 for at reflektere over Ramsdal-sagen. Det var svært at forstå, hvad han mente. . Foto: Leif Tuxen.

AFTENSHOWET PÅ DR 1 udgør en besynderlig blanding af ugebladsstof og mere seriøse emner, og man ved aldrig, hvad der dukker op.

Tirsdag aften var det såmænd gode gamle, Gud-benægtende Thorkild Grosbøll, der var blevet hidkaldt for at kommentere sagen om Per Ramsdal. Samme Ramsdal havde nemlig netop offentliggjort en såkaldt undskyldning samt tilbagetrækning af sine udtalelser om alt det overnaturlige, han ikke kan rumme. Og som sidegevinst skal han nu i et halvt år undervises af professor Theodor Jørgensen.

Et sådant forløb kan varmt anbefales, omend det bliver svært for selv den bedste underviser at fjerne fornemmelsen af falsk fernis fra netop denne sognepræst. Han, der i DR 2's Deadline i julen udtalte, at når han har det så svært med opstandelsen, skyldes det, at han ikke kan ”forestille sig den”. Dogmatikken må altså tilpasses den ramsdalske forestillingsevne, og der er ikke andet tilbage at gøre nu end at heppe på Theodor Jørgensen.

Den nu pensionerede Thorkild Grosbøll blev ikke i sin tid tildelt efteruddannelse, og her forsøgte han da også igen så mange år efter i den gamle skure at forklare, at det ingen mening giver for moderne mennesker at læse teksten på baggrund af ”et udateret verdensbillede”.

I stedet skal folkekirken være åben for diskussion om alt, og den skal koncentrere sig om det centrale i kristendommen. ”Hvad er det?”, spurgte journalisten, det bedste han havde lært. ”Det er det liv, vi lever med hinanden!”, lød det, og Grosbøll bekymrer sig tilsyneladende stadig ikke om, hvad der mon i længden vil ske med vore liv med hinanden og de berømte værdier, hvis den guddommelige myndighed ophæves. Ligesom han heller ikke rigtig forklarer, hvorfra det store livshåb skal udspringe i den nye opdaterede version af budskabet.

Han formulerer sin strøm af usammenhængende sætninger, hvoraf man bagefter har det største besvær med at identificere en egentlig essens.

DESTO MERE OPLØFTENDE var det at høre den radikale kirkeminister Marianne Jelveds kommentar til ordstrømmen. ”Fordi der flyver en enkelt flue rundt, laver man jo ikke verden om af den grund.” Den udtalelse er som skabt til historiebøgerne og kendetegner desuden den besindige tankegang, der klæder en kirkeminister.

Havde Manu Sareen (R) stadig siddet på posten, havde han sikkert straks nedsat et udvalg til undersøgelse af mulighederne for at få kirkens budskab ”opdateret”. Både i tilfældet Ramsdal og Grosbøll savner man i deres seneste optrædener gedigent teologisk modspil, for når Grosbøll atter hævder, at folkekirken hverken leverer kerneydelsen eller vedkommer mennesker, taler han ganske enkelt forbi virkeligheden.

Men det ved den stakkels interviewer jo ikke, og vi får dette mærkelige ”frække dreng-optrin”, der bagefter hænger uforløst i luften som en - ja, som en forvirret flue på jagt efter et åbent vindue.

Nu er den ene af fluerne midlertidigt landet i kyndige hænder, og når Per Ramsdal igen letter, har han forhåbentlig en mere vægtig bagage med sig.