Fra børnehave til voksenverden

Der er tale om et lykkeligt comeback. For uanset hvad man mener om det politiske indhold, er der noget særdeles bekræftende ved at se de ældre politikere blive udnævnt til ministre

Marianne jelved (R)
Marianne jelved (R). Foto: SØREN BIDSTRUP.

Først var det SFs Holger K. Nielsen, der blev skatteminister, og forleden blev Marianne Jelved (R) placeret i Kulturministeriet efter Uffe Elbæks afgang. To erfarne folk er tilbage ved magten, og torsdag aften i Bag Borgen på DR 1 satte Ask Rostrup fokus på netop denne udvikling.

Ud over de to nyudnævnte ministre opsøgte han Mogens Lykketoft (S), Bertel Haarder (V) og Per Stig Møller (K) for at tale om værdien af erfaring, og alle bød varmt og kollegialt Jelved og Nielsen velkommen tilbage på tronen. Idet de understregede det indlysende at man på mange måder bliver en bedre politiker med alderen.

LÆS OGSÅ: Stadig flere professionelle politikere på Christiansborg

Er det fedt at være skatteminister?, spurgte Rostrup, der øjensynligt er mest vant til at kommunikere med de unge, hvortil Holger K. Nielsen svarede, at lige det ord ville han ikke bruge. Snarere ville han kalde det interessant og udfordrende, og det er en fornøjelse at lytte til modne mennesker, der hviler i sig selv og ikke kun taler i glatte, smarte vendinger.

De har selvindsigt, er ikke benovede over egen position, og da Ask Rostrup gjorde sig til talsmand for tidsånden og spurgte, om de ikke burde vige pladsen for yngre kræfter, lød svaret naturligvis, at så længe folk stemmer på dem, er de berettiget til at sidde i Folketinget.

MAN KAN KUN HAVE respekt for, at 69-årige Jelved og 62-årige Holger K. Nielsen stadig er klar til at påtage sig en stor arbejdsbyrde, og lad os håbe, at de kan bidrage til en bredere forståelse af, hvor meget der skal gøres op med det infantile.

For eksempel i TV-Avisens eget studie, som vi netop kom fra, inden Bag Borgen gik i gang. En historie her handlede om det netop fundne eventyr af H.C. Andersen, der blev læst højt for en flok børn, som af studieværten var blevet udnævnt til de vigtigste kritikere. Hvorpå vi så en masse søde små ansigter, men stort set intet fik at vide om eventyrets art eller indhold.

Vi lever i en tid, hvor det giver point at ophøje børn til de mest sandfærdige vidner overhovedet, men enhver må kunne se, at det udgør en decideret meningsløs vinkling i et nyhedsprogram for voksne.

Imidlertid sluttede den nuttede underholdning ikke her. Da studieværten kort efter talte om vejret, var der placeret grafiske istapper på skærmen, og ved siden af hende et lille tegnet hus, hvor sneen på taget smeltede. Det var fuldstændig som at se Disneys Juleshow, vi manglede kun Pluto til at tumle rundt i driverne, og overgangen fra TV-Avisens studie til Holger K. Nielsens skatteministerkontor var som at bevæge sig fra en børnehave til den virkelige voksenverden.

Velkommen tilbage til magten, skal det energisk herfra lyde til de ældre politikere. Der bliver noget at se til og ikke kun på Christiansborg. Det er tilstanden generelt i dette land, der trænger til at blive løftet op på et mere voksent niveau.

Sørine Gotfredsen er præst, journalist og forfatter