Prøv avisen

Fra bandekrig til hellig krig

Lederen af Blågårdsplads-banden Store A.

"Er det virkelig noget nævneværdigt fremskridt, at Store A, som engang begik almindelig kriminel vold, i stedet for øver vold i Allahs navn og hjælper dem, som drømmer om at lovfæste den hellige vold," spørger dagens mediekommentator

FRA NØRREBRO kommer der en bandeleder med marokkanske rødder og tilnavnet Store A. Han er berømt og berygtet for sine hårdhændede metoder og velkendt både af ordensmagten og i mediebilledet.

Tirsdag aften var der på DR 2 igen fokus på bandelederen. Han havde nemlig kontaktet en journalist for at dække sin rejse til Syrien, hvor han ville deltage i borgerkrigen på oprørernes side.

Store A kunne fortælle, at han havde oplevet noget af en religiøs vækkelse, efter at hans lillebror fik konstateret kræft, og nu agtede Store A at sone sine synder i hellig krig eller jihad.

Først så vi Store A hjemme på Nørrebro, hvor det ikke lod til, at det kriminelle synderegister slog skår i den offentlige anseelse.

Store A fremstod i hvert fald som den store mand, som modtog mange hilsner på gaden. En rigtig Godfather, man gør klogt i at respektere.

Bandelederen erkendte nok, at han havde lavet meget skidt, men var også stolt over, hvor stærk man var på Blågårds Plads.

Vi gør alt for hinanden og er der altid for hinanden.

Nu tænkte Store A næppe kun på almindelig nabohjælp, men sikkert også på en stærk og trodsig modkultur, som ikke finder sig i noget hverken fra rockerne eller det danske samfund.

Nuvel, Store A drog fra Nørrebro til den hellige krig med kamera og journalist i hælene. Rejsen gik via Tyrkiet, og da grænsen til Syrien var krydset, kom Store A i forbindelse med en islamistisk oprørsgruppe.

Selskabet bekom ham åbenbart vel, og han fik mange rædselshistorier om Assad-regimets brutale fremfærd. Disse historier er der vel i det store hele ingen grund til at betvivle, og en særlig grusom beretning kom fra en grådkvalt mor, hvis søn var blevet stenet til døde.

Forfærdeligt, men hvis Store As kampfæller får magt, som de har agt, og opretter en islamisk stat, er der udsigt til stening i den syriske straffelov. Hvem der end kaster den første sten, føles det sikkert lige smertefuldt for ofret.

Er det virkelig noget nævneværdigt fremskridt, at Store A, som engang begik almindelig kriminel vold, i stedet for øver vold i Allahs navn og hjælper dem, som drømmer om at lovfæste den hellige vold?

Situationen i Syrien er dybt tragisk, men islamisterne er det dårligst tænkelige alternativ til de nuværende magthavere, som sandt for dyden heller ikke er værd at samle på.

Man kan også undre sig over, at Store A på den måde kan få sendetid til sit jihad-projekt og det forhold, at man som bosiddende i Danmark bare kan drage i krig i et andet land. Hvad sker der?

Skal vi bare se på, at parallelsamfundene hærdes, og at hellige krigere rekrutteres fra Danmark for så siden at vende hjem til smørhullet, hvis ikke de har lidt martyrdøden på fremmed mark? Må vi bede om lovlydighed og loyalitet?

Store A er givet stor i fleres øjne, men Danmark bliver den lille med den slags stormænd.