Fra krammedyr til klatrestativ

DET UDGØR EN stor udfordring at forstå forholdet mellem dyr og mennesker

En spansk dommer har kaldt Abu Qatada for den åndelige leder af mujahedin i Storbritannien. –
En spansk dommer har kaldt Abu Qatada for den åndelige leder af mujahedin i Storbritannien. –.

Nok kender vi til de basale forskelle og antager for eksempel, at intet dyr er bevidst om sin egen død. Men samtidig kan vi solidarisere os dybt med dem og har som det gjaldt for mig som barn svært ved at spise hestekød, når man vokser op sammen med sin elskede pony.

Den overeksponerede historie om giraffen Marius, der blev aflivet og siden obduceret for øjnene af folk, har atter klargjort, hvordan dyrefølelserne kan løbe løbsk. Og denne søndag mødte danskerne igen de store dyr. Det skete, da to kaskelothvaler strandede på Vestkysten, mens tv-kanalerne styrtede dertil sammen med hundredvis af nysgerrige. Ja, så nysgerrige var de, at mange børn simpelthen spadserede rundt oven på den ene døde hval og skabte nogle ganske groteske tv-billeder.

LÆS OGSÅ: Dyrenes Beskyttelse bakker Zoo op i Marius-sag

En kæmpestor hval er overgået fra det frie liv i havet til den hjælpeløse skæbne i strandkanten, og en biolog på stedet udtalte da også i TV-Avisen på DR, at hun havde svært ved at forstå, at børnene ligefrem skulle gå på den.

På sin vis gentager Marius-historien sig selv. For det interessante var jo aldrig, at giraffen skulle aflives. Den sammenhæng har den urokkelige zoo-direktør Bengt Holst for længst gjort rede for. Nej, det interessante er, hvordan vi forholder os til dyrenes lig.

Kommentator Hans Engell skrev forleden i Ekstra Bladet en vred opsang til zoo, fordi man lod offentligheden kigge med, da Marius blev obduceret, og amerikanske journalister på CNN var målløse over, at man kunne finde på det.

Men det er ikke ønsket om at bringe os tæt på dyrene, der er problemet. Det er folks adfærd. For mens den Disney-inspirerede menneskeliggørelse af dyr stikker dybt, afslører billedet af børnene på hvalen samtidig en ufølsom omgang med dyr, der er kommet af dage.

Og jeg begriber ikke, at man i nyhedsprogrammerne blot viser disse billeder, som var det helt naturligt, at mennesker går rundt på døde dyr. I stedet kunne man spørge, om de mange forældre på stedet mon slet ikke fik den tanke at kalde deres børn til orden? Det ene øjeblik krammer de en bamsehval hjemme i stuen, og det næste kravler de til tops på en rigtig én af slagsen, der på sørgelig vis er faldet i menneskehænder.

En kvik tv-reporter kunne på stedet have lagt denne vinkel på hvalstrandingen, men i stedet blev det besynderlige scenarie brugt som almindelig tv-hyggeunderholdning. Vi mangler journalister, der tænker skarpt og mod strømmen, når øjeblikket igen afslører, hvor meget menneskene af og til falder igennem.

Hans Engells vrede var nemlig rettet mod de forkerte. Zoo i København gør det rigtige ved at insistere på, at vi også i døden skal opleve dyrene tæt på. Det er menigmand, der er noget galt med. Ham eller hende, der tillader sit barn at agere ukontrolleret omkring giraffen eller kravle op på en død hval, som var den et offentligt klatrestativ.

Og medierne? Ja, de leger bare med. Der er jo gode billeder i det.

Sørine Gotfredsen er journalist, forfatter og præst