LOLLAND, HVOR JEG ER præst, virker måske meget jævn, den er i hvert fald meget flad, men øen har sine eksotiske elementer. Vi kan for eksempel byde på en bestand af dinosaurer.
I min præstegård findes der et pastoralt eksemplar, og i Knuthenborg Safaripark findes der ikke kun levende dyr fra den store verden, men også livagtige modeller af fortidens kæmpeøgler. Jo, der er skam noget Jurassic Park over Knuthenborg med den charmerende forskel, at dinosaurerne ikke skader turismen ved at fortære gæsterne.
Men rigtige, levende kæmpekrybdyr, de skulle være uddøde for over 60 millioner år siden. I dag er de kun knogler og tørre ben, som forskerne kan sætte sammen. Engang frygtindgydende rovdyr, nu støvede skeletter. Ikke desto mindre taler de til fantasien. Dinosaurerne er uddøde, men de får lige så meget opmærksomhed, ja, mere end mange levende dyr. De gamle krybdyr har en tilsyneladende udødelig charme.
JA, DINOSAURERNE GÆLDER for at være uddøde, men hvad hvis der alligevel i en fjern afkrog af verden – og her tænkes ikke på Lolland – skulle gemme sig en levende dinosaur? En overlevende kæmpe fra verdens barndom. Det perspektiv må da kalde på enhver eventyrer. Og som det fremgik af DR 2 dokumentaren ”Jagten på den sidste dinosaur”, er Knuthenborg også leveringsdygtig i sådan en. Nemlig lensgreve og dinosaur-entusiast Christoffer Knuth, som havde sat sig for at undersøge de vedholdende rygter om den såkaldte Mokele-Mbembe, en langhalset dinosaur, der måske lever dybt inde i den congolesiske jungle. Nærmere betegnet i den afsidesliggende Likouala-provins.
Og nu lavede Christoffer Knuth en ekspedition for måske at finde verdens sidste dinosaurer i selskab med to dokumentarister og en dna-forsker. Der var vist ikke planer om at hjembringe kræet til Knuthenborg Safaripark, men hvilken sensation ville det ikke være, om eksistensen af Mokele-Mbembe blev godtgjort?
DET VAR NÆSTEN som en roman fra mine drengeår. Den koldblodige gentleman, typisk en engelskmand, rejser ud til farlige og ukendte egne ledsaget af sine tro hjælpere. Derude kan man også finde kristne missionærer – hvem sagde dr. Livingstone? – og i byen Imfondo, hvor ekspeditionen gjorde klar til turen ind i junglen, mødte de Sarah Speers. Missionær og sygeplejerske, en spinkel amerikansk dame med hjertet hos Jesus, der havde viet sit liv til folkene på denne udpost. Hun advarede ekspeditionsdeltagere om, at de drog ind i en af Satans højborge, som nogle kaldte ”mørkets hjerte”. Straks meldte titlen sig på Joseph Conrads inciterende roman af samme navn, hvor en mand sejler op ad Congofloden og ind i junglens og menneskehjertets mørke.
Der fattedes hverken spænding eller litterære forlæg i ”Jagten på den sidste dinosaur”, og uanset om ekspeditionen finder Mokele-Mbembe eller ej, er det vellykket tv. Jagten på krybdyret kryber ind under huden, og for safaripark, initiativ og vovemod fortjener Knuth en salut.
Jesper Bacher er sognepræst.